S_Københavnerliv

886

Høiesteret omstøder sin egen Dom!

E t enestaaende Tilfælde i dansk Retspleje.

FEIØ-PIGEN DER DØMTES

for Fødsel i Dølgsmaal, og hendes

MODER, DER DØMTES

fo r at have ombragt Barnet

FRIKJENDT EFTER 5 AARS FORLØB

I Dag den 10. Maj 1886 afsagde Høiesteret Frifindelses-Dom over

Feiø-Pigen og hendes Moder, der ved samme Høiesteret den 29.

Oktober 1884 var idømt 5 Aars Forbedringshus og Livsstraf.

Fe iø -Sagen s

Forhistorie.

Endelig — efter fem Aars

Forløb — er der kommet en

Afslutning paa den mærkelige,

og for dansk Retspleje meget

pinlige,

Feiø-Sag.

Sagens Forhistorie er denne:

Den 28. Mai 1881

blev der

paa

Feiø Kirkegaard

fundet

et Barnelig af et nyfødt Barn.

En Pige ved Navn

Ane Chri

stiansen

blev anklaget for at

have født dette Barn i Dølgs

maal, samtidig med, at hendes

Moder

Christiane Godfred-

sen

anklagedes for at have

ombragt Barnet med Pigens

Vidende og Vilje.

Baade Moderen og Pigen af

lagde Tilstaaelse og blev dømt,

den første til Livsstraf,

den anden til 5 Aars For

bedringshusarbejde.

løvrigt forelaa en Erklæring

fra Distriktslægen om, at han

havde undersøgt Ane Christian

sen og fundet Tegn paa, at hun

tidligere havde født.

Den 29. Obtober 1884

stadfæstede

Høiesteret

Dommen.

Christiane God-

fredsens Livsstraf blev senere

ændret til Tugthusarbeide paa

Livstid.

Feiø-Pigen har aldrig

født noget Barn!

Af Højesteretsdommens

Præmisser.

Sidste Aar blev Feiø-Sagen gen

optaget, da der var rejst Tvivl om

Tilstaaelsens Rigtighed, og under

nye Forhør hævdede da ogsaa begge

de Tiltalte, at de af dem afgivne

Forklaringer var aldeles usandfæ r

dige. Særlig h ar

Ane Christiansen,

der skildres som temmelig ind

skrænket af Aandsevner, forklaret,

at hun aldrig h ar været frugtsomme

lig, men at hun, som er af en svag

og eftergivende Karakter, ved at til-

staa h ar givet efter for det stærke

Tryk, der er blevet udøvet mod

hende, navnlig af underordnede Be

tjente.’ Hendes Moder hævdede lige

ledes at have afgivet sin Tilstaaelse

under stæ rkt Tryk og under Indfly

delse af en stærkt svækkende Mælke

kur, som hun af Helbredshensyn

havde været underkastet i Arresten.

Efter nye Deponenters F orklarin

ger tør det heller ikke længere an

tages, at Ane Christiansen var frugt

sommelig i Sommeren 1880, og de

Omstændigheder, under hvilke Til-

staaelsen er afgivet, findes nu ogsaa

i og for sig at maatte bidrage til

at svække dens Paalidelighed. Paa

Grundlag af de Undersøgelser af PT

gen, som i Aar er udførte af Fæng

selslægen og Overakkoucheuren maa

det anses for sikkert, at Ane Chri

stiansen ikke nogensinde h ar født et

fuldbaaret Barn og at hun ikke kan

have født det Barn, hvis Lig man

f-jnrlt naa Feiø Kirkegaard.

Forhørsdommerens

mentale Tilstand fritager

ham for Ansvar.

Med Hensyn til Sagens Behandling

i Birkeretten bemærkes, at der, efter

hvad der nu er oplyst for Høieste

ret om Forhørsdommerens mentale

Tilstand, ikke bliver Spørgsmaal om

at paalægge ham Ansvar.

Højesteretsdommen slutter med en

pure Frifindelse af begge de An

klagede.

En skæbnesvanger

Justitsfejltagelse.

En Reform af Strafferetsplejen maa

blive Følgen.

11.

Maj 1886.

At Tilliden til Høiesteret skulde

blive svækket ved, at den h ar kuld

kastet sin egen tidligere Dom i Feiø-

Sagen, tro r vi ikke. Thi den af

Høiesteret ved Feiø-Sagen begaaede

Fejl er ikke i nogen Maade af den

Art, at den kan rokke Tilliden til

denne Ret som saadan. Fejlen laa

jo, som man maa erindre, ikke hos

Retten men i særlige Omstændig

heder ved de Undersøgelser, paa

Grundlag af hvilke Retten var hen

vist til at fælde sin Dom.

Aktor fremstillede under Proce

duren for Høiesteret disse Omstæn

digheder saaledes: en svag, imbecil

Inkvisit, en overfladisk og mangel

fuld Lægeundersøgelse, en altfor

tjenstvillig Politibetjent og A rrest

forvarer, højst uheldige Arrestlokale-

Forhold paa Feiø, der maatte gøre

Undersøgelsen trættende og lang

varig, og endelig en uklar, fantastisk,

exalteret, for ikke at sige sindssyg

Forhørsdommer.

Denne Skildring viser Vejen til,

hvor man skal søge Grunden til den

foreliggende Justitsfejltagelse, —

nemlig i første Instans vor krim i

nelle Retspleje, vor inkvisitoriske

Procesmaade. Kunde Feiø-Sagen

føre til en Reform af Strafferets

plejen og en moderat Gennemførelse

af Anklageprocessen, saa kunde vi

nu, efter at Fejlene er opdagede og

rettede, næsten have Grund til at

glæde os over, at de er begaaede.

Det er- jo ikke første Gang, at der

h ar maattel et druknet Barn til, for

at en Brønd kunde blive tilkastet.

(Nationaltidende.)