10 / 283
8
N. L. FAABORG
I billedets midte, over opkørslen til Børsen, hvor det store »Pallads«,
dvs. tribunen, er rejst, sidder kongefamilien og modtager hyldings-
eden fra de øvrige rigsråder, adelen, gejstligheden, og borgerne og
nogle amagerbønder, som i hast var indkaldte for at repræsentere
denne noget oversete stand. Disse centrale begivenheder fortoner sig
imidlertid i baggrunden og er vanskelige at opfatte; blikket hæfter sig
derimod gerne ved de mange små figurer i billedets forgrund, som så
indtagende fremstiller det lokale borgerskab, der ser på og gerne
lader sig se ved denne enestående københavnerbegivenhed. Billedet er
sandelig ikke uden charme, men appellerer egentlig mere til smilet
end til den højtidsfulde alvor som må have præget situationen.
På Rosenborg findes imidlertid også en anden fremstilling af
samme begivenhed,4 der enten er malet samtidig eller i al fald inden
1669, da den nye biblioteksbygning stod færdig til taget. Billedet er
historisk og topografisk overensstemmende med Heimbachs fremstil
ling, den kunstneriske opfattelse dog helt anderledes. Hvad der måtte
mangle i enkelthedernes anskuelighed er her erstattet af en fortættet
dramadsk stemning i det brusende menneskemylder, der ikke alene
trænges på slotspladsen, men ses i alle vinduer på slottet og i de om
kringliggende huse, i skibsmasteme og på Holmens bro. Igennem den
mørkladne himmel er solen ved at bryde igennem og kaster glimtvis
stråler over den centrale begivenhed, selve arvehyldingen foran
Børsen til venstre i billedet, over en monumental rytterskikkelse på
Holmens bro, for til sidst at skabe en næsten Wouwermansk effekt
over den stejlende rytter på den hvide hest nederst tilhøjre.
Billedet er i øvrigt opbygget som kulisser på en scene med forgrund,
mellem- og baggrund, med dunkle og belyste zoner og med en farve
skala, der spænder fra brunlige dl dominerende blågrå farver med
markante røde og hvide indslag.
Selv om centrum for begivenhederne, kongen og hans familie, er
stærkt fremhævet ved belysningseffekt, så drages øjet måske lige så
kraftigt mod den monumentale hvide rytter midt på Holmens bro, en
højtstående officer, som støtter kommandostaven mod højre hofte,
idet han holder hesten an og i ophøjet ro og fuld af autoritet skuer ud
over det myldrende menneskehav. Hvem er manden som maleren,
uden at støde an, kunne give en så central placering i kongehusets
skæbnetime? Vel kongens yndlingssøn, Ulrik Frederik Gyldenløve,