123 / 537
etc., saa dog, saalenge Manden er nærværende, bliver vel
det retteste, at hun i Henseende til slige besoins adresse
rer sig til Manden og ey til Fremmede, da dette vilde
give en Kone Anledning til en dissipation, som ved Man
dens Tilsyn kunde hindres, der var ey alleene Boets men
ogsaa hendes Værge, og den i Artiklen omtalte uomgiæn-
gelige Fornødenhed vel ikke kan finde Sted, naar Man
den er tilstede og kunde, om ikke selv assistere hende,
dog i det mindste givet sit Samtykke til at give en slig
Contract den Gyldighed, som den ellers vilde mangle.
At hun som Actrice har disponeret over sin Gage, om
dette end tilstrækkelig var gotgiort, kan ey giøre ‘noget
til Sagen; thi saalænge det ey gotgiøres, at hun derved
unddrages Mandens Værgemaal, sees ey rettere, end at
jo Manden som Boets Værge er berettiget til at holde til
raade med hende og endogsaa, naar han finder det for
nødent, at disponere over hendes Gage, som, naar de ey
ere separerede, nødvendig maae tilhøre det fælles Boe..
og han concluderer da, at Hof- og Stadsrets Dommen bør
ved Magt at stande.
Assessor Anchersen1) derimod udtalte: Dersom Mad.
Hallesens Mand i denne Sag blev søgt, var det, at 5.1.13
kunde allegueres, endskiøndt dog ikke gandske til hans
Befrielse, da Artiklen exciperer udtrykkelig den Gieid,
som er giort til fælles Nytte, og uforgiængelig [!] Nød
vendighed, hvortil den hende af Als giorte Forstrekning
bør henregnes, da hun hermed for det meste har indløst
hendes udsadte Klæder og Pynt, som hun nødvendig
maatte have for at kunde præsentere sig paa Theatret,
men Alses Stevning viiser, at det er hende og ikke ham,
som søges. Naar Loven taler om, at gifte Koner ikke
kan forbindes ved visse Handlinger, innuerer den ikke
til de Koner, som har Embeder og altsaa deres eget pecu-
*) Joh. Joachim Anchersen, f. 1721, Assessor i Højesteret 1770,
død 1785.
Skuespillerinder fra 18. og Beg. af 19. Aarhundrede
1 1 3