124 / 537
114
Skuespillerinder fra 18. og Beg. af 19. Aarhundrede
lium (Særformue), da Lovens Supposition i Almin
delighed er, at Konen intet acquirerer uden under
Mandens Tutel. Han hævder, at Loven kun tænker paa
de Koner, der ikke har egen Fortjeneste, men at f. Ex.
de gifte Kvinder, som selv driver Handel (Auktion, Mar-
schandiseri), maa være forpligtet til at betale den Gæld,
de gør. Da nu Raadmand Becks1) Attest viiser, at Mænd
og Koner, som staaer ved Theatrets Tieneste, i Henseende
til deres Løn, ingen Communion har med hverandre, men
at de, ja endog Forældre og Børn hver for sig quitterer
for samme, saa indsees ikke, hvorfore Mad. Hallesen, som
ha r aparte Embede og aparte Løn, skulde kunde echap-
pere at betale den Gieid, hun er skyldig. Et andet er
det, om der kan skee Execution i det fælles Bo efter
Dommen og om Als kan søge sin Betaling i hendes
Gage. Og han concluderer: Mad. Hallesen bør til Prof.
Als som Formynder betale de paastevnte 1174 Rdr. 7 Sk.
med Renter.
Af Højesteretsassessorerne stemte Holtermann, Bar-
tholin, Juel, Treschow, Koren, Gortsen, Reiche og Hielm
stierne med Wessel; Seidelin og Hoppe med Anchersen,
— saa Dommen har sikkert været til Gunst for Mad.
Hallesen, og Als’ Bo fik ingen Penge, men selv om det
havde vundet Sagen, er det tvivlsomt, om Beløbet var
blevet betalt, da Mad. Hallesen stadig levede i Fattigdom
og overhængte Direktionen med Anmodninger om peku
niær Hjælp.
VIL
Et Smæ deskrift m od C aro lin e H alle.
Da denne Episode i Caroline Halles Liv ikke omtales
i de almindelige Biografier af hende, gives her en kort
Fremstilling af den.
x) H. C. Beck var Teatrets Kassedirektør 1767— 70.