35 / 138
Kirkebygningskunst har som bekendt fastholdt de gotiske Vinduer helt op til Midten
af det 17de Aarhundrede.
S
n e g l e g a n g e n
.
Hensigten med Taarnbygningen var jo at hæve Observatoriet saa højt
op, at der var fri Udsigt over Byens Tage. Men hvortil skulde det indre af den mæg
tige Cylinder anvendes? En smal Vindeltrappe havde været tilstrækkelig for at komme
op til Platformen og Observatoriet. Naar Rundetaarn har faaet sin brede Snegle
gang, er det altsaa ikke af nogen Nødvendighed; vi maa heri se et nyt Bevis for, at
Kongens Tanker var rettet paa det usædvanlige og originale. Han har maaske vidst, at
lignende Sneglegange findes i enkelte Slotte i Frankrig og Italien. De kan naturligvis kun
findes i Taarne med stor Vidde, og her byder de visse Fordele. Den jævnere Stigning
gør det muligt at undvære Trin, hvilket baade er behageligt for den gaaende og
gør det lettere at slæbe tunge Sager op i Taarnet. Lejlighedsvis kunde der ogsaa være
Tale om at køre eller ride, som det netop fortælles om Rundetaarn. I „Den danske
Vitruvius“ I, som er udgivet 1746, siger Thura, at „Opgangen er saa rummelig og tro
fast bygget, at man med Heste og Vogn magelig kand kiøre fra det nederste og til det
øverste og igien ned tilbage. Hvilken Fart Kong Christian den Femte efter alles Si
gende skal fordum for Lyst have forsøgt“. Han har det altsaa kun fra mundtlige Be
retninger, og det samme gælder vist det, som han fortæller i „Hafnia hodierna“, som er
udgivet tre Aar senere end 1ste Del af „Den danske Vitruvius“. Han har i Mellemtiden
faaet nye Oplysninger fra Kilder, hvis Paalidelighed vi ikke er i Stand til at kontrollere.
Han skriver nu: „Denne Snegle Hvelving er af den Styrke og Brede, at man endog
med Heste og Vogn kand kiøre op og ned ad Taarnet, hvilken Prøve det er bekiendt,
at adskillige af vore Konger og ligesaa den Russiske Czar Peter Alexewitz Anno
1716 har giort, da Hans Majestæt ofte reed op og ned, og Hans Gemahlinde ey frygtede
for at giøre samme Fart i en Careet med sex Heste for“1).
For Hans v. Stenwinkel har Opgaven, saa sjælden den var, ikke været helt frem
med. Rundetaarn har nemlig en Forgænger i „Kokkenborg“ i Fæstningen Varberg i Hal
land, som jo dengang hørte til Danmark. Her havde Stenwinkel i sin Ungdom arbej
det under den kongelige Bygmester Willum Cornelisz, som 23. Januar 1602 havde faaet
Bestillingen som Bygmester i Halmstad efter den ældre Hans v. Stenwinkel. Kokken
borg er bygget efter 16122), omtrent ved den Tid, da den yngre Stenwinkel kom hjem
fra Holland, og der kan ikke være Tvivl om, at han har kendt det godt.
1) G. U rsin fortæ ller i „H ist. Beretning om U niversitets-Observatoriet p aa R u n d e ta arn “ (1826), at
A stronomen P. H orrebow v ar Ø jenvidne hertil.
2) V. W anscher i „Politiken“, 23. M arts 1937.
32