23 / 203
Retssagen mod slagtermester Daniel Kyse
ophold i København, og man finder hende i 1801 boende i Spring
gade nr. 36, altså pudsigt nok i samme gade, som Kyse havde slået
sig ned i. Hun opgiver sin alder til 73 år og oplyser endvidere, at hun
ernærer sig ved syning. Hun døde 1 o. november 1802 sammesteds i
forhuset. Dødsfaldet blev anmeldt af Anne Cathrine Bondorf, der for
modentlig har gået hende til hånde i de sidste dage.38 Hun meddelte
skifteretten, at den afdøde havde indsat hende til universalarving. I
boet var kun den afdødes klædningsstykker, der udlagdes til Anne
Bondorf, der lovede at afholde begravelsesomkostningerne og sørge
for, at husværten fik, hvad han havde krav på.
Med jomfru Holgersens død i 1802 var den sidste af hovedaktø
rerne i det dramatiske retsopgør i 1770erne gået bort. Det havde dre
jet sig om en ganske ordinær arvesag, hvor parterne havde stået ual
mindelig stejlt imod hinanden. Den mest utiltalende person i retsop
gøret var jomfru Holgersen. Med en usædvanlig stædighed og energi
havde hun ført sagen imod sin modpart. Ved flere lejligheder havde
hun påtalt, at man behandlede de arresterede altfor lemfældigt, og da
talen engang kom på piskningen af Anne Pedersdatter, udtalte hun
rent ud, at hun havde fået de »tørre hug«, hun fortjente. Om Kyse
er at sige, at han naturligvis forsvarede sig efter bedste evne, og at han
på alle måder forsøgte at formulere passende svar på de mange nær
gående spørgsmål, der regnede ned over ham. Om han i alle de kriti
serede forhold har haft rent mel i posen kan umuligt afgøres. Retten
skønnede imidlertid, at der ikke var meget at bebrejde ham, og man
kan rejse det spørgsmål, om de voterende ikke har skelet til den hårde
behandling, han havde været udsat for, da de afsagde dommen.
Det blev Kyses ulykke, at hans arrestation netop fandt sted på den
dag, da der gennemførtes en nyordning af det københavnske domstols
væsen. En række tidligere eksisterende domstole ophævedes, og der op
rettedes eet værneting for samtlige københavnske borgere, nemlig hof-
og stadsretten. Inkvisitionskommissionen fik fortsat lov til at eksistere,
men en nyordning var sat på dagsordenen. Der måtte hengå nogen
tid, inden nyordningen havde fæstnet sig, og alt var bragt til rede un
der de nye forhold. En vis usikkerhed inden for hof- og stadsrettens
personale er derfor forståelig. Det blev Kyses ulykke, at hans sag på
begyndtes i dette juridiske tomrum. Det varede derfor flere år, inden
sagen imod ham kunne sættes igang. Da det havde været umuligt at
23