Harald Jørgensen
mange modstridende vidneforklaringer måtte sammenholdes og afve-
jes over for hinanden. Der var ikke større divergens mellem de 5 vo
terende assessorer. Kun en enkelt afgav på visse punkter dissentie-
rende votum, men herom mere nedenfor.28
Dommerne var enige om at koncentrere deres votering om 6 ho
vedpunkter, og alligevel omfattede domsakten 18 håndskrevne folio-
sider.29
Som punkt 1 tog man stilling til den obligation på 400 rdh, som
pastor Gad i 1767 havde givet fru Snedsted, og som han havde for
rentet indtil hendes død. Kyse havde under hele sagen hævdet, at fru
Snedsted havde givet ham den, for at han kunne afholde hendes be
gravelsesomkostninger. Han havde fået den udleveret ca. 5 uger før
hendes død. Da hun kom sig, havde han leveret den tilbage, men at
ter fået den 3 dage før hendes død. Til støtte for denne påstand hav
de han ført to vidner, medens jomfru Holgersen havde ført et andet
vidne, som hævdede, at fru Snedsted havde talt med ham om at om
bytte obligationen med en bankaktie. Retten lagde vægt på, at Kyse
tidligt havde gjort skifteforvalteren opmærksom på, at han havde ob
ligationen. Retten måtte derfor afvise påstanden om, at han uretmæs
sigt havde tilegnet sig den. Derimod havde han ikke sørget for lov
formelig transport på obligationen, hvilket en mand i Kyses stilling
måtte være klar over var nødvendigt. Obligationen var derfor boets
ejendom.
Punkt 2 drejede sig om en kapital på 1.000 rdh, som pastor Ham
mer i Helsinge havde lånt af fru Snedsted og tilbagebetalt i 1768.
Kyse hævdede med støtte af vidner, at han straks havde fået denne
sum som gave, og at han havde forrentet den indtil fru Snedsteds død.
Andre vidner havde rejst tvivl herom. Retten kom til den opfattelse,
at vidneudsagnene ikke klart understøttede Kyses påstand, og man
besluttede derfor, at han måtte beholde kapitalen, hvis han med sin
ed ville bekræfte sin påstand.
Punkt 3 vedrørte et stk. lærred på 103 alen, som Kyse hævdede var
givet hans datter Maren som brudeudstyr. Til at begynde med hæv
dede Kyse og hans kone, at lærredet var købt i Randers, men da jom
fru Holgersen fik opsporet den væver, der havde fremstillet stoffet, og
denne hævdede, at fru Snedsted havde bestilt det hos ham, ændrede
Kyse forklaring, idet han nu hævdede, at han havde troet, at det dre