at Grønlund stadig fik bevilget anstand, men retten afviste protesten,
og først 6. november 1775 afleverede Grønlund indlæg med 13 bilag.
Herefter måtte anklageren have tid til at svare og forelægge supple
rende oplysninger, og endnu engang fik forsvareren lejlighed til at
tage til genmæle. Også i denne sidste fase indhentedes nye vidnesbyrd
og afholdtes nye forhør, bl. a. inden for det »kriminelle kammer«.27
1. juli 1776 var man endelig til vejs ende med den langstrakte proce
dure, og retten optog sagen til doms.
Det ville være fristende at bringe visse uddrag af sagførerindlæg
gene i denne besværlige sag, men kun et par citater kan anføres.
Schønheyder indledte sit indlæg af 14. juni 1773 således: »At den,
der har begået en forbrydelse, sålænge han derom ikke er overbevist,
benægter samme og ved udflugter søger at redde sig, er ikke så sjel-
dent, men at modsige endog de klareste beviser og bestandig vedblive
benægtelser, uagtet al overtydning om de anbragte foregivenders urig
tighed, dette må uden tvivl hos enhver opvække en billig forundring«.
På dette svarede Grønlund i sit 1. indlæg af 6. november 1775: »Så
voldsom Kyse er behandlet til hans kredit og velfærds spilde, så ube
føjet og indviklet vil det befindes, at denne sag er. Jeg siger voldsom,
thi hvem har endnu hørt, at en københavnsk borger uden foregående
forhør og uden allerringeste bevis er med vold og magt slæbt ud i
Stokhuset og der fastsat«. Kyse er, fortsatte Grønlund, som respekta
bel borger og oldermand for slagterlavet i publikums øjne gjort til en
berygtet, æreløs og foragtet mand, hans familie beskæmmet, og han
har måttet tåle en lang og må fremdeles tåle en længere arrest på et
sted, som er indrettet for tyvebander og uærlige fanger. Hans formue
er blevet til rov for hans kreditorer, og hans næring er ganske for
spildt.
Justitiarius Horn udpegede herefter assessorerne Mads Fridsch, N.
Stabel, H. J. Hiort, J . C. Drewsen og A. Bang til at udarbejde dom
men. Det var en ganske normal fremgangsmåde. I alle sager for hof-
og stadsretten skulle der voteres af 5 assessorer, og den førstvoterende,
i dette tilfælde M. Fridsch, skulle gøre udkast til præmisser og doms
konklusion. Til voteringen medgik godt 1 1 måneder, og først 2. juni
1777 blev dommen afsagt.
Forklaringen på den lange votering må vel i første række tilskrives
det vidtløftige vidnemateriale, der var blevet fremlagt i retten. De
Retssagen mod slagtermester Daniel Kyse