14 / 203
vede det, meddelte man hende. Nye møder fandt sted 27. august og
1. september, og i det sidste begærede jomfru Holgersen endnu en
gang 8 dages anstand. Kommissionen var synlig irriteret, og man med
delte hende, at hun inden 14 dage skulle oplyse, om hun havde flere
beviser at fremføre eller flere vidner, som skulle indkaldes. Hun sva
rede med nye klager over de friheder, der var tilstået Kyse. Da hun
udeblev fra et kommissionsmøde 20. september, besluttede kommissio
nen at afslutte sagen, og 22. september 1772 oversendtes den med en
skrivelse fra Pitzler til hof- og stadsretten. Denne skrivelse synes ikke
bevaret.
Spørgsmålet var nu, hvad hof- og stadsretten ville foretage sig. Alt
tyder på, at man følte sig usikker. Sagen var påbegyndt under den
gamle ordning, hvor private kunne henvende sig til inkvisitionskom
missionen, og den var ikke rejst af hof- og stadsretten. I første omgang
oversendte justitiarius Horn sagen til udtalelse hos kongens foged
Troels Ortved. I sin svarskrivelse af 24. september karakteriserede han
sagen som »partikulier« og foreslog, at man spurgte jomfru Holgersen,
hvad hun agtede at gøre.20 En måneds tid senere måtte Ortved påny
beskæftige sig med sagen. Anne Pedersdatter og Kyse indgav klager
over, at jomfru Holgersen ikke havde betalt pligtige forplejningspenge
(12 sk. daglig pr. person), og man benyttede denne forsømmelse til at
kræve, at kongens foged skulle løslade dem af arresten. Ortved var
imidlertid en forsigtig mand. Inden han svarede, afæskede han jom
fru Holgersen en erklæring, og hun svarede tilbage, at hun havde for
søgt at betale, men arrestforvarer P. T. Bræsten havde nægtet at give
kvittering. Hun antydede desuden rent ud, at det var Bræsten, der
havde foranlediget Kyses klage, og hun sluttede spydigt sit brev til
Ortved med en bemærkning om, at hun måtte overlade det til kon
gens fogeds »eget skøn og behagelige forgodtbefindende« at frigive ar
restanterne.21
Det havde Ortved slet ikke lyst til. I sit svar til de arresterede med
delte han, at han intet havde haft at gøre med deres arrestation, og
såvidt han vidste, havde heller ikke hans forgænger, byfoged Suhm
været indblandet. Han kunne derfor ikke opfylde deres ønske. Var de
ikke tilfredse med hans svar, måtte de henvende sig til rette vedkom
mende. Hvem det var, gjorde han ikke opmærksom på, og han har
nok heller ikke vidst det. 18. januar 1773 indsendte Kyse en fornyet
Harald Jørgensen
14