16 / 203
digt, hvis hun skulle gør sig håb om at opnå sin ret, og hun engage
rede prokurator, senere højesteretsadvokat J. M. Schønheyder ( 1 7 5 2 -
1822) til at udtage den fornødne stævning. Hermed kunne 2. akt i
den langstrakte sag omsider tage sin begyndelse.25
7. juni 1 773 stævnedes Kyse til at møde i retten i anledning af, at
han af Madam Snedsteds bo havde tilvendt sig en obligation på 400
rdl., en kapital på 1.000 rdl. tilligemed en del sølvtøj og linned. Anne
Pedersdatter stævnedes som medvider og for at have tilegnet sig flere
af boets genstande. Der blev nedlagt påstand om dom over begge og
krav om tilbagelevering af det ulovligt tilvendte. De indstævnede
skulle endvidere betale sagens omkostninger og udgifterne ved deres
arrestation. Også Kyses hustru indstævnedes til at lide dom, for så
vidt sagen vedkom hende. 14. juni 1773 fandt det 1. retsmøde sted.
Schønheyder forelagde stævning, et foreløbigt indlæg og diverse do
kumenter og udbad sig samtidig 14 dages anstand. Til stede var end
videre de to forsvarere, der reserverede sig det fornødne.
I perioden 28. juni 1 773 til 17. januar 1 774 afholdtes 13 retsmø
der, hvor der ikke skete andet, end at Schønheyder eller hans fuld
mægtig mødte op og begærede anstand for at kunne få forskellige for
hør beskrevet. 13. januar 1774 var Schønheyder kommet så langt, at
han kunne aflevere sit indlæg med dokumenter samt indlade sagen til
doms. Herefter var det prokurator Grønlunds tur som forsvarer, og
også han begyndte med at bede om 3 ugers anstand. I perioden 17.
januar 1774 til 6. november 1 7 7 5 - altså i henved 22 måneder - søgte
og fik Grønlund anstand under henvisning til sagens vidtløftighed og
nødvendigheden af at fremskaffe nye vidnesbyrd. Man kan således
ikke påstå, at det kun var anklageren, der trak sagen i langdrag. Også
forsvareren må bære sin del af ansvaret.
Sagen kom undervejs alene til at dreje sig om Kyse. I retsmødet 1 1 .
april 1774 måtte prokurator Wosemose meddele, at Anne Pedersdat
ter var død, og sagen mod hende derfor bortfaldet. Formodentlig har
hun endt sine dage i Stokhusarresten, men herom kan intet med sik
kerhed siges.26 Heller ikke fru Kyse kom til at stå til rette. Det skyldes
måske, at hun allerede på det tidspunkt var blevet indlagt som sinds
syg på St. Hans hospital uden for København. Tidspunktet for denne
indlæggelse har imidlertid ikke kunnet fastslås med sikkerhed.
Allerede i sommeren 1775 begyndte anklageren at protestere mod,
Harald Jørgensen