62 / 90
gamle Medlemmer og deres Enker i smaa Kaar. Det var et
Særkende for Datiden, at Hjælpsomheden i alle Kredse ret
tedes mod at skabe noget for de gamle. For man kendte jo
ikke den Gang den sociale Omsorg, der i Nutiden bl. a. gennem
Alderdomsforsørgelse har skabt en Tryghed, hvor man tidligere
kun havde Fattigforsørgelsen eller Børnenes Hjælp at ty til.
Forsikringsvæsenet var jo paa
den Tid kun i sin Vorden, og
det var kun rene Undtagelser
som i de Aar havde Kendskab
til den Selvhjælp, en Forsikring
repræsenterer. Det var saa
meget naturligere, at Hjælp
somheden i første Linie rettedes
mod de gamle, da Ungdommen
endnu ikke var kommet ud for
de Vanskeligheder, der kende
tegner Forholdene i Nutiden, idet
den jo paa den Tid var sikret
Ophold i Læremesterens Hjem.
Med de første 10 Aar til
bagelagt var Foreningens Med
lemstal naaet de 80, og Stillin-
g- b. s o e lb e r g
gen fra Starten var saaledes i det
væsentlige kun holdt. Derfor var det heller ikke at vente, at der
skulde være opnaaet større Resultater i Arbejdet paa Omsorgen
for de gamle Kammerater; det var kun meget smaat bevendt
med Kapitalopsamlingen, og Udsigten til en Løsning var næ
sten for en Drøm at regne. Da hændte det, at Foreningen
fra sit Æresmedlem, Kancelliraad Thorup en skønne Dag mod
tog følgende Brev:
I Lovene for Opfostringshusforeningen, § 1, er der blandt
andet fremsat den smukke Tanke, at Foreningen kunde
i Tiden komme i Stand til at opføre en Bygning, der
kunde afgive Bolig for Foreningens ældre Medlemmer.
For at virke hen til dette Øjemed har jeg besluttet at
59