105 / 191
DEN ELEK TR ISK E TELEGRAF
101
Ræ d se l; det gav han dog ikke til K end e under det
daglige Arbejde, men betroede det i al Fo rtro ligh ed til
sin Omgang i de ledige Telegraftim er.
P lig topfyldende og energisk gav ban sig i K a s t med
A pp a ra tet, saa snart det kaldte t j e n s t l i g t ; men ban
havde det fineste Øre for, hver Gang en ledig Haand
kaldte p r i v a t .
Saa fo ’r han op — ikke fordi privat
P a ssia r i Telegrafens første T id var særlig forbudt —
men ene og alene rasende over a t være lænket til
»Uhyret« mere end »den b itre ste Nød« tvang ham til.
Han kunde næ sten faa B ersæ rkergang , naar han hørte,
det var den samme unge snakkesalige Haand, hvis yd
myge K lap ren , han kendte, og som kvalmede ham med
sine allerunderdanigste Hyldinger og T itle r og ømme
Spørgsmaal om , hvorledes Hans Højhed Kaalund b e
hagede at befinde sig. Saa sammensat en Natur var
K aalund , at havde det være d ik teret den snakkesalioe
O
unge Mand a f Iron i, vilde Kaalund sikkert straks have
fo rstaae t d et, lé t h je rte lig t og indbudt den vordende
store Iron iker til et B e sø g hos sig i Haderslev. Men
Kaalund mente at kende sine Pappenheim ere, antog alt
for væmmeligt K ry b en og fik B ersæ rkergang .
E n Dag mødte Kaalund paa S ta tionen med et Ark
Pap ir, hvorpaa han havde nedskrevet en Afrøfling, som
han pr. T e leg ra f vilde give den formodede jyd sk e Snob,
naar denne a tte r meldte sig.
Han fik dog ikke B ru g for sin K ladde. D a hans
Plageaand begyndte paany, blev Kaalund saa op irret,