106 / 191
102
TRAÅDEN FRA DEN RØDE GÅARD
at han greb om Nøglen og krampagtig hold t den trykk e t
ned uden at faa sagt noget a f a lt det, han havde op -
skrevet. D a han endelig trium ferende a tte r slap Nøglen,
begyndte App a ra tet at k lap re: D e re s Velb — A tte r et
T ry k ! — D e re s Velb — A tte r e t knugende langt T ry k !
Saa en skønne Dag blev Kaalund h e lt borte fra S t a
tionen og mødte fø rst 1 4 Dage senere med den M el
ding til T e leg ra fb esty re r N ee s, at han nu tog Afsked
med det samme.
D e t fandt Nees meget fornu ftigt, men tilfø jed e: »De
vil vel ikke for sidste Gang prøve paa at faa M enne
sk e t til Fo rnu ft?«
Med e t forfæ rdet B lik til App a ra tet fo ’r Kaalund
ud og indfandt sig fø rst nogle Dage e fte r hjemme hos
Nees for at sige Farvel. — D e t var dog kun Telegrafen,
der kunde bringe Kaalunds Nerver i saa stæ rke Sv ing
ninger, ellers er han jo bekendt for at have væ ret b e
h erske t, taalmodig og mønsterværdig rolig baade i p in
lige Sygdomme og i strænge L ivsforho ld .
Hovedstationen havde et Læ seselskab , for hvilket
K on tro lø r Lund var Form and . Bøgerne blev hoved
sagelig læ st i Pavserne mellem A rbejdet. D a P ersona let
den Gang var fu ldtalligt fra de første M orgen tim er til
de sidste A ften tim er, var der selvfølgelig T ider, hvor
Trafiken ikke lagde B e s la g paa hver enkelt. D e r var
dem, der b ild te sig ind, at de ved at være Medlem a f