Previous Page  26 / 299 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 26 / 299 Next Page
Page Background

netop havde fejret sit 100 års jubilæum, overrakte selskabet en flagstang af sølv.

Endvidere får vi at vide, at br. hypotekforeningsdirektør, murermester Alb.

Fugmann ved br. overretssagfører Chr. Hedes skud blev fuglekonge og selska­

bets nye formand. Ved frokosten blev det store jubilæumsværk overrakt dron­

ning Alexandrine, der deltog i denne, medens Axel Juel til lejligheden havde

skrevet en sang for kongen, som sluttede med disse ord:

Gid du med smil må bære

din skønne, stolte lære:

din gud, dit land, din ære,

mens havet om Danmark går!

Derefter talte selskabets formand, kronprins Frederik for kongen og sagde

bl.a .: »I vort gamle selskab, der i år har bestået i 600 år, har den røde tråd været

kongetroskab og kærlighed til fædrelandet, og brødrene har stedse med hengi­

venhed og troskab set op til kongen som symbolet på fædrelandet; det har altid

været brødrene en glæde at se Deres Majestæt i vor midte. - Denne kongetro­

skab og kærlighed til fædrelandet har sammen med selskabets gode traditioner

givet dette sin eksistensberettigelse i de forløbne 600 år. Ikke blot herude, men

også andre steder rundt omkring i landet har Deres Majestæt fået lejlighed til at

komme i forbindelse med folket og lært dette at kende og derigennem nået målet

i Deres Majestæts tilværelse.«

Talen blev hilst med stærkt bifald - hedder det - og efterfulgtes af et nifoldigt

hurraråb fra forsamlingen.

Umiddelbart efter blev en sang for dronningen, ligeledes forfattet af Axel Juel,

afsunget:

Alt det, der blænder denne verdens blikke,

magten og æren, ændsede du ikke,

menneske først - i sorg, i smil, i latter -

menneske atter!

lyder første vers af den smukke sang, hvorefter formanden talte for dronningen.

Til lejligheden havde endvidere broder, overretssagfører Poul Torp forfattet

en sang, hvis første vers gengives her:

Sex hundrede år

nu tilbage er lagt

i det laug, vi med stolthed vort broderskab kalde.

Deres minder stå vagt

om dets nutid, og spår

at det aldrig fo r fremtidens storme vil falde.

Vi hævde bestandig vort laugs traditioner

i ly a f århundreders festklang og toner,

25