51 / 425
INDLEDNING
37
man det for nødvendigt at erstatte den frivillige boliganvisning med en obliga
torisk ordning, der gennemførtes ved
lov om boliganvisning af 22. august
1945.
Herefter skulle beboelseslejligheder ved indtrædende ledighed anmeldes
til et
boligudvalg for Københavns kommune
(nedsat den 22. november 1945),
og anvisning af lejere kunne finde sted ved udvalgets formidling. Udlejeren
fik ret til at stille forslag om ny lejer, men under iagttagelse af nærmere regler
blev udvalget berettiget til at nægte godkendelse og anvise anden lejer, som
udlejeren blev pligtig at udleje til. Udvalget kunne træffe aftale med sammen
slutninger af grundejere og lejere om samarbejde vedrørende boliganvisnin
gen. Loven undergik senere forskellige ændringer (indenfor den her betragtede
periode, sidst ved lov af 31. marts 1949), hvorved bl. a. boligudvalget kunne
forlange lejemål ophævet for lejligheder, som havde henstået ubeboet i 6 måne
der, medmindre lejerens fraværelse skyldtes sygdom, forretningsrejse o. 1. I
hvor høj grad boligmangelen indenfor de forskellige lejlighedssøgende katego
rier af befolkningen var blevet afhjulpet, har man ikke kendskab til, men når
der gennem alle årene for byttelejlighederne var en formindskelse i antallet af
beboertallet i de små lejligheder og en forøgelse af persontallet i de større lej
ligheder, skyldtes dette utvivlsomt udvalgets virksomhed. Det samme var til
fældet, når persontallet i de ældre udlejningslejligheder udviste en mærkbar
forøgelse såvel af voksne som af børn.
Til afhjælpning af bolignøden opfordrede magistraten i oktober 1946
ejerne af de dertil egnede ejendomme til at lade indrette lejligheder i tag
etagerne, og i december samme år rettede kommunalbestyrelsen en indtræn
gende henvendelse til regering og rigsdag om at foretage visse nærmere angivne
ændringer i boliglovgivningen, der - om end i begrænset omfang - kunne
imødekomme de lejlighedssøgendes krav om bolig. Blandt andet drejede det
sig om, at større lejligheder skulle kunne kræves udlejet til to eller flere hus
stande, og en udvidet adgang til fremleje. Endvidere om indførelse af forbud
mod, at en person, som havde sin egentlige bolig udenfor Storkøbenhavn,
måtte disponere over en lejlighed indenfor dette område.
Den 9. juni 1948 vedtog rigsdagen en
lov om anvisning af værelser og
afgift af værelser,
hvorefter kommunalbestyrelsen i henhold til nærmere regler
kunne fastsætte, hvilket største antal værelser en person, der som ejer eller
lejer havde rådighed over en beboelseslejlighed, kunne forbeholde sig for sin
egen husstand. I de tre hovedstadskommuner og de nærmeste omegnskommu
ner fastsattes dette til at udgøre 1 værelse pr. fastbosiddende medlem af hus
standen med tillæg af 3 værelser pr. lejlighed. I den tid bestemmelserne, der
administreredes af boligudvalget, bestod (indtil efteråret 1949), blev de
kun benyttet i yderst begrænset omfang, og der var et skrigende misforhold
mellem administrationsomkostningerne og det opnåede resultat (se tillæg til
b. f. 1948-49, s. 887, bilag D).
Boligbyggeriet
indenfor de her betragtede 5V2 år androg for København
ca. 8.900 lejligheder, for Frederiksberg og Gentofte kommuner tilsammen
Københavns kommune
1940-1955.
4