FraDetGamleKongensKjøbenhavn

296

D e t fø rste d a n ske D am p sk ib

i Land, medens andre kastede sig paa Knæ og bønfaldt Fo r

synet om at befri dem fra enhver Berørelse med det for

færdelige Uhyre, der gik frem paa Bølgerne og belyste sin

Vej med den Ild, det udspyede. For at dette kan forstaas,

maa det bemærkes, at til Brændsel paa „Clermont“ benyt

tedes tørt Grantræ, der gjennem Skorstenen udsendte utallige

Gnister.

Nu var Dampskibet og dets Brugbarhed til Sejlads en

Kjendsgjerning. Den store Opfindelse havde vist sig p rak

tisk. Jeg skriver ikke Dampskibets Historie eller vil berøre

den Udvikling, det gjennem forskjellige Forbedringer, ved

Høj- eller Lavtryksmaskiner, ved Skruepropeller o. desl. har

faaet, indtil det h a r naaet den Fuldkommenhed, som det ha r

i Nutiden. Det skal kun bemærkes, at Opfindelsens Vigtighed

hurtig blev indset af Amerikanerne og andre søfarende Na

tioner, navnlig Englænderne. De sidstnævnte vare de første,

som (i 1815) byggede et Krigsskib med Dampmaskine (Fre

gatten „Fu lton“), og inden faa Aar havde Nordamerika, F rank

rig og Tyskland Dampskibe til Koffardifart i stort Antal. Hos

os varede det derimod længe, før man fik et Dampskib. Først

11 Aar efter, at „Clermont“ var trængt gjennem Hudsonflo-

dens Vande, ankrede „Caledonia“ paa Kjøbenhavns Rlied.

Uagtet der er hengaaet mange Aar siden den Tid, er der

vel endnu en Del, som mindes den Sensation, som „Cale-

donia“s Ankomst hertil vakte. Det var Fredagen den 21. Maj

1819, at Budskabet om, at „Caledonia“ var under Opsejling

paa Rheden, kaldte Masser af Mennesker ud paa Toldboden.

Da det uden Sejl, med en stæ rk Dampsøjle fra det høje

Skorstensrør, med Hjulkasserne omgivne af hvidt Skum ba

nede sig Vej hen til Toldboden, hørtes der et tusindstemmigt

Hurraraab , som besvaredes fra Skibet. Det var dog med blan

dede Følelser hos Tilskuerne, at Skibet toges i Øjesyn. En

gammel vejrbidt Matros gav sin Betænkelighed til bedste i

forskj ellige Udraab, der hurtig skaffede ham mange Tilhørere.

„Fanden til Skude!“ raabte han, „Øjenforblændelse, Hexeri!

Det gaar aldrig rigtig til! Uden Sejl! Tak! Pokker skal gaa

ombord der! I skal se, Børn, inden I ved et Ord deraf, sp rin

ger den i Luften — og det skal jeg ikke have noget imod.

Kommer der mange saadanne Skibe, hvad skal saa vi stak

kels Sømænd tage os for? Det er at tage Brødet fra Landets

egne Børn.“ En Nyboderskone, der havde hø rt til, istemte

hans Klager og fandt, at det var skammeligt af Regeringen,

at saadanne skadelige Opfindelser bleve indførte. Det var