322 / 386
K jø b e n h a v n s k e Originaler
3 1 9
med dem en Dag, og de er gaaet op paa alle Led. Saalen ha r
jo kun været klistret.“ — .„Har Du gaaet med dem?“ sva
rede Bramsen. „E r Du tosset? Du vilde jo kun bruge dem til
at ride med. Nej, til at gaa med er Støvlerne ikke indrettede.
Jeg h a r holdt mig til dine Ord, og Du ha r intet at klage
over.“ — En Aften, da han fra et godt Kompagni blev fulgt
hjem af et P a r Venner, faldt det ham pludselig ind at gjø
som en Hund — en Evne, han forbandt med alle sine andre
Egenskaber. Dette hidlokkede en Politibetjent, som forbød
ham disse Stemmeøvelser; men Bramsen mente, at han havde
fuldstændig Ret dertil. Han forklarede nemlig, at han havde
ejet en dejlig Pudelhund, til hvilken han nylig havde løst et
Politi tegn til 2 Rdl. Men strax efter var Dyret kreperet, og
det var dog den mindste Fornøjelse, han kunde have, M
gjø de 2 Rd. af. En. anden af hans Historier var følgende:
En Slægtning af ham paa mødrene Side, der var Landmand,
skulde en Dag kjøre Byfogden i Skjelskør i Embedsforret
ninger ud paa Landet. I Følelsen af sin Værdighed spurgte
Byfogden den gamle Bonde, om han vidste, hvem han havde
den Æ re at kjøre for. „Nej,“ svarede han, „men Fogden
sagde, at det var Byfogden i Skjelskør, jeg skulde kjøre for.“
„Det er det ogsaa, men hvad mere er, det er hele Byen
Skjelskør, Du k jø re r.“ „I se nej, vil man se!“ sagde den
gamle og holdt stille. „Hvad skal det betyde?“ raabte Byfog
den, „hvorfor k jø rer Du ikke?“ „Intet Kristenmenneske kan
forlange, at mine Bæster skal trække en hel By,“ svarede
Bonden. „Tosse!“ sagde Byfogden leende, „det er ikke Hu
sene, Du kjører, men hele Byens Visdom, forenet i min Per
son.“ „Ja saa,“ svarede den gamle, „afsted med Jer, Bæster!
det Læs skal I ikke være bange for.“
Bramsen var af god Familie, men skjønt han paa ingen
Maade gjorde sig uværdig til at omgaas .den, blev han dog
holdt i en passende Afstand, som han heller ikke følte sig
oplagt til at formindske, da han hadede fint Kompagni som
Pesten. Af det smukke Kjøn var han just ingen Hader, men
at lade sig smede i Hymens Lænker faldt ham ikke ind;
han frygtede for, at det skulde gaa ham som Fuglene, der mi
stede Humøret og Sangen, naar de blive parrede, og ,naar
dette Thema engang imellem blev bragt paa Bane, beraabte
han sig som advarende Exempel paa en Ven, som, da han var
forlovet, pralede af, at hans Kjæreste var en ren Nattergal,
men da han var bleven gift med hende, fik at vide, at hun
virkelig forstod at slaa.