321 / 386
3 1 8
K jø b e n h a v n s k e O riginaler
Hvad Vej til Salighed man gik;
Nej, her man ugenert kan bo;
Man d estilleres ej for Tro,
Her har vi Guld i N aboriget Norge
Og Sølv og Jern og underjords Metal,
Og vi har brave K jøbmænd, som os borge,
Om Lykken gjør sig altfor g a l;
Og Skræddere sy tusind Sting
Paa Puf! — aa hvilken herlig Ting!
Her har vi Dands, Musik og mange Løjer,
Og Fjendskab er en evig Skam;
Den Sømand rask den fjerne B ølge pløjer
Og henter Vin og indisk Kram.
Vort LandTgi’er dejlig Rug til Brød,
Vi faa den ordentligste D ød.“
Denne og andre lignende Sange, der skyldes Bramsen,
vidne i det mindste om et vist Greb paa populær Yisedigtning,
hvortil der desuden kom en Evne til at omdigte Sange af
alvorligt Indhold paa en lystig Maade. H an_skal saaledes
være Forfatter af den bekjendte Parodi paa Sangen „Hver
Glædens Yen“, som endnu mange ville erindre;
„Glæden er lig en Tømm ersvend,
Som paa et Værtshus man finder,
Og som , idet hanefarer hen,
Drikker en Snaps og Torsvinder.“
Alle disse Egenskaber i Forbindelse med den Omstændig
hed, at man aldrig behøvede at bede ham om at synge og
spille, bevirkede, at han i større eller m indre Kredse af sine
Standsfæller var særdeles velkommen, hvor han da ogsaa,
især naar den rygende Bolle kom paa Bordet, var ret i sit Es.
Han var altid Midtpunktet for Lystigheden, og i hans Forsøg
paa at vedligeholde den var der ikke Spor af Prætension.
Han var tillige, som tidligere omtalt, fuld af morsomme Ind
fald og Historier. Et P a r af disse kunne maaske interessere
Læserne. En Bekj endt kom en Dag til ham og bestilte et P a r
Støvler. „Hvorledes skal de være?“ spurgte Bramsen. „Til
at ride med,“ var Svaret. Manden fik Støvlerne. Nogle Dage
efter kom han farende ind til Bramsen, der sad med sin Syl
i Haanden. „Hvad er det for Støvler, Du ha r givet mig?“
raabte han. — „Er der noget galt med Støvlerne?“ spurgte
Bramsen ganske troskyldig. — „Om der er? Jeg ha r gaaet