316 / 386
O p tø jern e i K jø b en h a vn 1 8 1 9— 20
3 1 3
Dette var clen sidste Akt af det sørgelige Skuespil, søm Kjø-
benhavn i en længere Tid liavde været Vidne til, og søm
sikkert vilde have været endt langt tidligere, dersom der i
Spidsen for det executive Politi havde været en dygtig og ener
gisk Mand, og dersom Befolkningen selv havde søgt at under
støtte Autoriteterne i deres Bestræbelser i Stedet for at be
tragte Tumulterne med en vis Ligegyldighed, ja undertiden,
som det fremgaar af de officielle Aktstykker, med Skadefryd.
Man syntes at have været blind for, at naar Pøbelens Baseri
først er sluppen løs og ikke standses i rette Tid, kan det til-
sidst gaa ud over andre end dem, mod hvilke det først har
været rettet, og at Optøjerne saaledes let kunde have an
taget Dimensioner, der ikke lode sig beregne. Jeg ha r alt
tidligere vist, hvorledes Stemningen var bleven forberedt og
ophidset ved den saakaldte literære Jødefejde samt ved lig
nende Excesser i Tyskland, og vendte end Boligheden tilbage
i Kjøbenhavn, var dermed ikke Antipathien mod Jøderne
tilintetgjort, men gav sig til Kjende især i Selskabslivet. Det
var først en senere Tids mere oplyste Anskuelser og mere
tolerante Tendenser, i Forbindelse med Regeringens an e rk en
delsesværdige Bestræbelser, forbeholdt at nedrive de Skran
ker, som Fordom, Avind og Fanatisme havde rejst mellem
de Kristne og deres Medborgere af den mosaiske Tro.