319 / 386
3 16
K jø b e n h a v n s k e O riginaler
Garnisonen i 1848 og 1849 for
den allerstørste Del havde
forladt Kjøbenliavn for at del
tage i Krigen om Slesvig, bleve
Vagterne i Hovedstaden be
satte med Borgervæbningen og
Livjægerne. Paa Vagtstuerne
fik Vagtmandskabet da ikke
sjældent et Besøg, der ikke li
det bidrog til at fordrive den
Kedsomhed, som var forban
den med dette Offer paa
Fædrelandets Alter. Det var
en gammel undersætsig Mand
paa henved de Halvfjerds,
med hvide Haar, røde, skjønt
temmelig rynkede Kinder, smaa klare
Øjne, hvoraf der straalede et vist god
modigt Skælmeri, en Næse, hvis rød
lige Teint just ikke tydede paa streng
Afholdenhed, og iøvrigt iført en gam
mel Slobrok samt, naa r Føret tillod
det, et Pa r gamle Morgensko. Isæ r be
søgte han Vesterports Vagt, thi han
var Lem i det nærliggende Vartov,
men trods denne underordnede Stil
ling overalt særdeles velkommen og navnlig lios Vagtmand
skabet. Man flokkedes om ham, bød ham en Stol, et Glas Vin
eller Punsch, og saa kom der Liv i den gamle. Han kom
frem med en Guitar eller en Violin, som han havde skjult
indenfor sin Slobrok, begyndte at klimpre eller spille derpaa
med øvet Haand og sang med en trods hans Alder endnu meget
velklingende Stemme lystige Viser, hvortil Vagtmandskabet
istemte Omkvædet. Eller han fortalte morsomme Historier
paa en meget pudsig Maade, og altid fremkaldte hans Nær
værelse Lystighed og Gammen. Han blev feteret, ja stundom