358 / 386
Kjøbenhavnske Originaler
355
m ilie r, d e r nyd e L ivet i N a tu re n s Sk jød ved en Skinke og
en Bolle P u n sc h . T il d ette F o rm a a l p a tro u ille re d e h a n om
k rin g og opdagede d a i en hyggelig L øv h y tte et Selskab, der,
fo ru d en at d e t bestod af nogle æ ld re Folk, frem b ø d en sæ regen
T iltræ k n in g s k ra ft ved et P a r unge P ig er af et tæ kkeligt U d
vortes. U den a t b e tæ n k e sig et Ø jeblik begav M ahler sig hen
til B o rdet, d e r bugnede u n d e r app etitlig e B e tte r og en sto r
Bolle P u n sc h , slog den Mand, som h a n antog fo r H u sfad e ren ,
p a a S k u ld e ren m ed de O rd : „E j, C h risten sen , skal jeg træ ffe
D em h e ru d e ? D et e r v irk e lig k jø n t, at De u n d e r Deres Fa,-
m ilie en F o rly ste lse i d et g rø n n e efter Dagens Slid og Møje.
Maa jeg try k k e D eres H a a n d ? “ — I h ø je ste G rad o v e rra sk e t
sv a red e M anden: „C h risten sen ? Jeg h e d d e r ikke C h risten sen ,
De tag er v ist fejl, m in gode H e rr e ? “ — „ E r d et ikke H r. H øn se
k ræ m m e r C h risten sen ? N ej, hv ilk et Spil af N a tu re n ! De ligne
h in a n d e n p a a Æ re som to D ra a b e r V and ; samm e m ilde Ansigt,
samm e væ rd ige U dseende, samm e H ø jd e og D rø jd e .“ — „Det
v a r dog m æ rk e lig t,“ sv a red e H u sfad eren , synlig sm ig ret ved
d enn e B eskrivelse, „lign er h a n m ig saa g ra n t? Men jeg e r ellers
M a rsk a n d ise r og bo r i Borgergade. Det v a r dog lø jerlig t, det.
Men sa a skal De og saa P in ed ø d d rik k e et Glas med os. Mo’er,
fly t Dig lidt, skæ nk i fo r H e rre n — Væ rs’go’, tag P la d s .“ —
„ Ja, jeg veed ikk e — de unge D am e r k u n d e m aask e —“ —
„Aa, n u ingen Snak! T ø sen e d e r holde nok af lid t Selskab,
og saa k u n n e de jo faa en Svingom siden. Men m aa jeg spørge
om D eres N avn, m in gode V en ?“ — „K am m e rju n k e r cle
B u s c h !“ — sv a red e M ah ler m ed eii vis k læ delig B eskeden
hed. — „K am m e rju n k e r, v irk e lig !“ — „Ja, p a a h alv Gage.“
— „D et v a r som S atan ! Det e r fint, m en d e rfo r k an De nok
d rik k e et Glas P u n sc h m ed Sm aafo lk .“ — „N u tid en s h e r
lige F rih e d s id e e r h ave n iv e lle re t al Stan d sf or sk j e l,“ svarede
M ah ler, og d en n e T a n k e udviklede h a n næ rm e re , m edens
lian e fte r E vn e h ja lp til a t tømm e Bollen. Da B und en viste
sig, k ræ v ed e h a n en an d en ind , m en fø re n d den kom, bad
h a n om T illad e lse til at ab sen te re sig et Ø jeblik. H an vilde
nem lig, d a h a n b e fan d t sig sa a vel h e r, tage Afsked m ed sit
øv rige Selskab, der, som lian bemæ rkede, havd e op slaa e t sit
P a u lu n i en and en Del af Skoven. D ette v a r dog ikke den
egenlige G rund. H an m a a tte se a t faa fat p a a sine om flag rend e
S ta lb rø d re fo r lios dem at opd riv e den fo rnødn e Mønt til den
b e stilte P u n sch . D a d ette e fte r nogen M øjsomm elighed om
sid e r v a r o p n aa e t, v end te lian tilbage til Selskabet. E t n ø je re
V en skab blev slu tte t, T ilbagevejen til Byen skete p a a den