384 / 386
Kjøbenhavnske Originaler
381
P en g e sty k k e r, h a r overlevet ham . F o r h an s S tam g jæ ster v ar
d en n e sum m a ris k e M aade at tage B etaling paa, som h an
u n d e rtid e n u d fø rte fo r Alvor, ikke meget generende, da de
nok ved L e jlig h ed vidste at tage Revanche, f. Ex. ved at
fo rtæ re fo r et ru n d e lig t Beløb, re jse sig og gaa deres Vej med
de O rd : „D et slog lige til“ ; m en for an d re blev det und ertid en
fo r broget. S aaledes havd e en Dag to Sømænd, d e r ikke
k je n d te h a n s M anér, lev eret h am en Specie for Fortæ ring .
Med de sæ dv an lig e O rd „det s la a r lige til“ p u tted e L a rs Ma
th ie sen den i Lomm en.' — „ Ja sa a ,“ sagde den ene Sømand,
„m en jeg s la a r m in Salighed ogsaa lige til!“ og han langede
h am i d e t sam m e en a rtig K indhest, som L a rs Mathiesen,
u ag tet h an meget vel v a r i S tand d e rtil, ikke besvarede, fordi
h a n m en te, a t d e r dog v a r nogen Ræson i den Tale. E t andet
af h a n s M undh eld v a r: „L ad g a a “, hvo rtil h an und ertid en
tilfø jed e noget, d e r ju s t ikke v a r Musik i høv iske Øren.
O v erhoved k an m an jo nok vide, a t h an s Spøg v ar tem
m elig g ro v k o rn e t; m en det skal erkj endes, at den altid v ar
k r y d r e t m ed L une, ligesom ogsaa, at de K røn iker, hvorm ed
h a n o p v a rted e , n a a r G lasset gik om kring, bestandig vare ly
stige og m o rsomm e, om de end v are noget saftige. I O rdspil
h av d e h a n en vis ¡Færdighed, og h a n havde et sto rt For-
r a a d af O rd sp ro g , som h a n om dannede efter Om stændig
h e d e rn e . „M an m a a sæ tte F o rtæ rin g efter E rnæ rin g ,“ sagde
h an , sla a e n d e sig p a a sin tykke Mave. N a a r m an gjorde ham
en K om p lim e n t fo r h a n s ra sk e U dseende trods h an s høje
A lder, sv a re d e h a n : „ In te t U nder, Sønnike, jeg h a r alle m ine
Dage fø rt et tysk (kysk) og fugtigt (tugtigt) L evnet.“ H an
h o ld t ogsaa nok af m ed sin temmelig slagfæ rdige V ittighed
a t g jø re sig ly stig over en og anden, n a a r h a n kund e komme
afsted d e rm ed . Selv Rahbek^ d e r jævnlig besøgte ham , kunde
ikke gaa fri d erfo r. iHerom fortæ lles d e r flere Anekdoter,
b la n d t h v ilk e fø lgende ere de m est k a ra k te ristisk e :
R a h b e k h av d e ’som b ek jen d t rød lig t H a ar, og L a rs Ma
th ie se n v a r rsk ald et. „H ø r, L a rs ,“ sagde R ahbek engang til
ham , „h v o r P o k k e r v a r Du henne, da V o rh e rre uddelte H aa r
til de d ø d e lig e ? “ „D et ved jeg ikke,“ svarede L ars, „jeg havde
vist fo rs in k e t ’m ig noget, for d a jeg kom, v a r d e r ikke andet
end rø d e 'H aar tilbage, og dem skø ttede jeg ikke om .‘ — D a
R a h b e k v a r b lev en u d næ v n t til R idd e r af Dannebroge, faldt
h a n i sin G læde d e ro v e r ind til L a rs for a t lade sig g ra tu
le re og b e u n d re af ham . Det m anglede da heller ikke, men
p lu d se lig s p u rg te L a rs M athiesen: „Ved Du, hvad ho rsk jel