FraDetGamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden

havde lejet den saakaldte Herkul esp avillon ved Enden af Iva-

vallergangen, lod lier opføre Musik, og da samledes der altid

en stor Mængde Mennesker. Med disse Koncerters Ophør

trak Folk sig tilbage fra Haven, og i en senere Tid var det kun

Garstensens berømte Festinos og Lumbyes Koncerter omkring

Springvandet, der fremkaldte Reminiscenser af det Folkeliv,

som Haven engang liavde været Skuepladsen for.

For en Fuldstændigbeds Skyld nævner jeg endnu Filosof

gangen og Voldene som i sin Tid yndede Promenader, der dog

vilde liave været endnu stærkere besøgte, hvis der ikke, navn

lig for Voldenes Vedkommende, liavde været adskillige In-

konvenienser derved. Det er vistnok endnu i frisk Minde,

hvorledes det var forbudt at betræde Bastionerne, og hvorledes

der tillige var anbragt en stor Del Skildvagter, som skulde

forhindre enhver forordningsstridig Overtrædelse, navnlig i

Retning af Cigarrygning, Forsyndelser, der kunde medføre

et mindre behageligt Ophold i Vagten og en streng Ire tte

sættelse af Kommandanten, om ikke noget værre. Der vaj’ end

og en Tid, da det var forment Matroserne og deres Fam ilier

at sætte deres Fod paa Voldene, men dette Forbud bortfaldt

dog efter nogle Aars Forløb som altfor latterligt. At man ikke

saa sjældent kunde være Vidne til Hiindemord, begaaede af

Voldskytten, med Risiko for selv at faa et farligt Skud i Livet,

bidrog heller ikke til at gjøre Promenaden videre tiltræk

kende. Alligevel er der behagelige Minder, der knytte sig Lit

Voldene, og der er sikkert mange, som med en Følelse af

Sorg og Savn have set dem forsvinde for at give Plads for de

brede Boulevarder og de pragtfulde Anlæg. 1 sin Aprilvise

synger Poul Martin Møller:

„G røn er V aarens Hæk,

Kaaben kastes væk,

Jom fruer sig alt paa Volden sole;

Luften er saa smuk,

Deres Længselssuk

Kjendes let paa deres Silkekjole“.

Digteren lienLyder til Voldens Betydning i erotisk Henseende.

Amor hvæssede her sine Pile, og mangen kjæk Ungersvend

og mangen fager Mø med og uden Silkekjole mødtes paa Vold

promenaden for første Gang og udvexlede de Blikke, som

tændte H jerterne i Brand. Afset derfra vare Voldene, saa

langt man kan huske tilbage, Kjøbenhavnernes Yndlingspro-

menade. Vilde man ud for at lufte sig, da hed det altid: „Jeg