52 / 386
Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden
49
de benyttedes egenlig kun af Adels- eller Pengearistokratiet—,
paa en saadan Holstensk vogn var undertiden en Snes Mennesker
sammenpakkede, store og smaa, thi alle maatte med. Eller
man gik ud af Porten og satte sig paa en af de bekjendte,
af Bønder udlejede Kaffemøller, med Brædder i Stedet for
Agestóle, og som af de udmagrede Heste møjsommelige bleve
trukne hen ad den støvede Landevej*). Men Turen foretoges
ogsaa, og man kan sige for det meste, til Fods. Da saa man
en stor Familie, i hvis Midie befandt sig en Barnevogn med
en eller to af de yngste Poder, og hvis yngre Medlemmer bar
en stor Kurv med Varerne, bevæge sig lystigt og vel til Mode,
leende og passiarende, hen ad Stien langs Strandvejen, ikke
ændsende Støv eller Hede, men kun tragtende efter at kom
me ud til „Bakkens“ Eldorado for at høre Tamburmajoren,
Frederiksstensfæstningsmanden, beskue den uforlignelige Me
ster Jakel og faa sig en Tu r i Kastegyngerne eller i Ballonerne
og paa Piestene for derfra at stikke efter Bingen. Og saa Be
søget ved Kilden, hvor Fatter altid skulde have sig en aparte
Ivognak, og saa Maaltidet i Mad. Pætges’s Telt, og dernæst
Vandringen gjennem Ordrups Krat til Charlottenlund, hvor
man hos Grøndals nød sin Aftensmad, og hvor de unge Men
nesker til Slutningen fik sig en lystig Svingom, hvis man
ikke foretrak at høre paa Hornmusiken ved Teltene nær
Indkjørselen ved Strandvejen. Alt dette ydede en prægtig, en
uforlignelig Fornøjelse. Mødig og træt søgte man nu at kom
me til at age hjem paa en Kaffemølle, hvis Prisen ikke var for
dyr, og hvis Fatters Pung tillod det. I modsat Tilfælde begav
man sig, trods alle Dagens Anstrængelser, med den største
Frejdighed paa Hjemvejen, stundom hvilende sig lidt paa
Grøftekanterne, og i Slukefter fik man sig det reglementerede
Krus Gammel tøl med en Pind i. Hvor lang end Vejen var,
vandt man omsider hjem, og den næste Dag fortaltes det
Venner og Naboer, hvor prægtig Turen havde været, og hvor
meget man længtes efter at gjentage den. Men det skete dog
næppe saa snart, tilføjede man sukkende, thi Tiderne var
ikke til at give saa mange Penge ud mer end en Gang om
Sommeren.
Eller man vandrede en Søndag ud til Frederiksberg. Den
gang kjendte man hverken Drosker, Omnibusser eller Spor*) Ved disse Skovture undgik man i Reglen Strandvejen mellem Charlotten
lund og Emilie Kilde, fordi denne Del var altfor stenet og sandet. Man
kjørte derfor ud gjennem Charlottenlund og ad Christiansholmsvejen, hvor
fra m an ved Emilie Kilde a tte r kom ud paa Strandvejen.
J. Davidsen: F ra det gamle Kongens Kjøbenhavn
4