48 / 386
Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden
45
søgte at faa Forbudet taget tilbage. Dette lykkedes imidlertid
ikke, thi selv i Privilegiet for Komediehuset af Ilte September
1750 forbødes det udtrykkelig at give offenlige Maskerader.
Først i 1767 skænkedes der en fransk Theaterdirektrice, Mad.
Martin, der med sit Selskab gav Forestillinger paa det nylig
opførte Hoftheater, Tilladelse til at give offenlige „Redouter
eller Masquerader“, og for at den danske Skueplads ikke
skulde lide noget Skaar i sine Privilegier og miste noget af
sine Indtægter ved den Mad. Martin forundte Bevilling, fik
den ogsaa Tilladelse til al give lignende Forlystelser, hvorved
der endog turde holdes Bank. Heraf benyttede Theatret sig
dog kun nogle faa Gange, da disse Maskerader bragte For
styrrelse i Forestillingerne, og de desuden kun lidet svarede
Regning. Paa Hoftheatret blev der derimod i et Pa r Aar givel
Maskerader, som, da de frekventeredes af Hoffet, bleve godt
besøgte. De ophørte med Mad. Martins Bortrejse, indtil der
i Aaret 1803 gaves Sekretær Bjørn, daværende Fuldmægtig
ved Hofstuen og Rolleskriver ved Theatret, Tilladelse lil paa
Hoftheatret at give Maskerader for egen Regning, der bleve
saa talrig besøgte, at det ogsaa bevilgedes T raklørerne Ran &
Schmelzer at holde lignende Forlystelser i deres Gaard paa
Kongens Nytorv, Hotel d’Angleterre.
Disse Maskerader holdt sig en lang Række af Aar og be
søgles meget af den noble Verden. De adskilte sig iøvrigt i
ingen Henseende synderlig fra Nutidens. Hos os i Norden
bar man aldrig ret kjendt eller forstaaet al gaa ind paa den
Karnevalslyslighed, som i Syden knytter sig lil slige For
lystelser. Ligesom nu var Dandsen og smaa Amoureiter Hoved
sagen, men der var dog lidt mere Liv og Lystighed end nu,
fordi Karaktermaskerne altid vare de overvejende, og Øjet
ikke i den Grad trættedes af de kjedeligc Dominoer og Spids
munke. Ogsaa Klubberne havde et P a r Gange om Vinteren
deres Maskerader, og især hørte ¡„Harmoniens“ til de mest
elegante. Meget besøgte vare de ^Maskerader, som Knirsch i
1835 begyndte at give i Hotel d’Angleterre. Ved en af disse
var der en Maske, som gik omkring og spurgte de unge Damer,
om de var konfirmerede, og hvis de ikke var tlet, maatte de
gaa deres Vej. Sagen var nemlig den, at en jydsk Præst havde
bortvist en konfirmandinde fra Konfirmationen, fordi bun
havde deltaget i et Maskebal.
Kjøbenhavnerne havde dog en ejendommelig Karnevals-
lystighed, der næppe i lignende Art har fundet Sted i Ud
landet. Det var de Maskerader, som Jøderne gav paa deres