51 / 386
48
Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden
Hvad der i det foregaaende er skildret, har nærmest Hen
syn til det kjøbenhavnske Vinterliv, men naar jeg ikke endnu
ha r dvælet ved et meget vigtigt Element, der fandt sit Ud
tryk og sin Virksomhed i de saakaldte dramatiske Selskaber,
hvoraf der dengang fandtes ikke saa faa i Hovedstaden, saa
er det sket, fordi jeg noget udførligere ønsker at omtale disse
og derfor vil gjemnie dem til et eget Afsnit om kjøbenhavnske
Klubber og selskabelige Foreninger i ældre Tid. Jeg skal der
for her nu kortelig omtale det kjøbenhavnske Sommerliv og
de Adspredelser, som dengang knyttede sig til samme. Her
møder os en endnu mere stærkt frem trædende Forskjel mel
lem Fortiden og Nutiden. Medens tlet nemlig er afgjort, at
Vinteren hos os for Tiden langfra frembyder saa mange Ad
spredelser som Sommeren med dens Tivoli, dens Udflugter til
Frederiksberg, Dyrehaven, Ivlampenborg, dens Ture nord- og
vestpaa ad Jernbanen og dens Landliv, var den almindelige
Befolkning derimod om Sommeren i fordums Tid kun hen
vist til faa og tarvelige Adspredelser, som man dog nød med
den største Tilfredshed, fordi de lange, i Reglen dengang
temmelig barske Vintre gjorde Solskin, mild Luft, Skov og
Dal desto mere velkomne, og fordi man overhoved var langt
mere nøjsom i sin Attraa efter Fornøjelser, ikke var synder
lig kritisk i deres Vurdering og tillige ikke endnu havde pluk
ket af del Kundskabens Træ, som Nutidens Opsving i Ret
ning af Afvexling og Underholdning ha r plantet i vor Midte,
og hvis Blade og F rug ter ha r været en Gift for vor Umiddel-
barhed. At ligge paa Landet om Sommeren faldt kun i Ari
stokratiets og de rigere Kjøbmandsfamiliers Lod, de besad
egne Lyststeder, og det hørte dengang til Sjældenhederne, at
saadanne bleve udlejede til Familier. Disse Lyststeder i Kjø
benhavns Omegn vare ogsaa forholdsvis faa i Tallet, og me
dens der nu f. Ex. paa Strandvejen er Villa ved Villa, var
der for halvtredsindstyve Aar siden hele Strækninger her,
hvor der ikke saas en eneste Bygning.
Det principale var dengang en Tu r ud i Skoven, til Char-
lottenlund og Dyrehaven, det var i Grunden den eneste reelle
Forlystelse, man higede efter. Hver borgerlig Familie maatte
i det mindste en Gang om Sommeren foretage „en rigtig Skov
tu r“ ; man talte derom mange Dage i Forvejen, og man le
vede i Erindringen om dens Nydelser mange Dage derefter.
Men hvorledes bleve disse Skovture foretagne? Enten, hvis
man havde Raad dertil, lejede man en stor aaben Holstensk
vogn—Wienervogn, Landauer o. desl. kjendte man lidet til, og