58 / 386
Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden
55
gaar mig en Tu r paa Volden“. Der var Kølighed og Skygge,
naar Solen brændte hedest, og der havde man Udsigt over
Søerne og til Broerne, hvor Synskredsen ikke afspærredes
af den Mængde Bygninger, der nu i en kort Aarrække ere
skudte op som Paddehatte, Paa Store Bededags Aften stim
lede man sammen paa Volden for at høre Klokkerne ringe*).
Den var en Art Longcliamps for Kjøbenhavnerinderne, som
her havde Lejlighed til at vise sig i deres nye Foraars- eller
Sommertoiletter.
I Filosofgangen blev der en Tidlang et P a r Gange om Ugen
udført Militærmusik, og den var en yndet Samlingsplads, ind
til et Slagsmaal i 1784 imellem Studenter og Militære samt
andre Optøjer fordrev de spadserende herfra, og fra den
Tid blev Filosofgangen nærmest Opholdsstedet for Lemmerne
fra det nærliggende Var
ton.
Endelig skal jeg, før jeg forlader
dette Thema, endnu nævne de langs Søerne anlagte Prome
nader: Kjærligheds-, Ægteskabs- og Separationsstierne, Es
planaden, Langelinie, Kirsebærgangen og Søndermarken. De
tre sidstnævnte vare dog fuldstændig exklusive. Til at prome
nere paa Langelinie og i Kirsebærgangen, der havde en vis
Tiltrækning paa den Tid, Kirsebærtræerne blomstrede, samt
*) I den første Udg'ave af denne Bog' m eddelte jeg, hvad jeg havde hørt, at
denne Skik skrev sig fra den Tid, da det gamle F ruetaarn havde sit Sangværk,
som lød ved højtidelige Lejligheder. Dette er dog ifølge Meddelelse fra en af
Bogens Læ sere urigtigt. Han tilskrev mig derom følgende: „Sangværket lød
ingenlunde sjæ ldent, da det mod Betaling blev spillet 1 å 2 Timer ved Ligbe-
gængelser, og m an h ar V idnesbyrd om, at Sam tiden ikke skjønnede synderlig
paa denne langtrukne Musik. Men ialtfald lød den ikke Store Bededags Aften,
da der efter gammel kgl. Anordning skulde ringes fra Kl. 6 til 7 med hver
Kirkes største Klokke. Og efter alle de Æ ldres Vidnesbyrd (deriblandt min af
døde Moders, der boede i Professorgaarden i Studiestræde, nu polyteknisk
Anstalt) var den store Højtidsklokke i det gamle Fruetaarn nok væ rd at børe
paa de faa Gange, den lød, nemlig første Dag af de 3 store Højtider sam t til
Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fødselsdag, hvilken Fest indringe-
des ved en Times Kimen (Kl. 9—10, senere 10—11) sam t Aftenen før Store
Bededag. Denne Klokke vejede 120 Centner og var sikkert den største i de tre
nordiske Riger; dens Lyd var højst imponerende og stærk, saa at gamle Wer-
lauff i sine E rindringer (i Hist. Tidssk.) y trer, at n aar man gik forbi Kirken,
naar der ringedes med denne Klokke, var det, som om Gaden rystede. F or at
høre en saaclan Klokke, kunde man gaa en T ur paa Volden; men dertil kom,
at ogsaa P etri T aarn bar iblandt andre Klokker en meget anseelig Højtids
klokke, som jeg selv liar h ø rt i mine D rengeaar og første Ungdomsaar, og
som sidste Gang ringede Store Bededagsaften 1846. Siden den Tid lader man
Klokken hænge stille og fører kun Knebelen frem og tilbage, hvorved den kun
giver en svag Lyd fra sig. Dette er sket efter en Arkitekts Anordning, der
fandt, at T aarn og Spir kunde tage Skade ved Ringningen. Det fortjener ogsaa
at bemæ rkes, at før 1807 vare Husene langs Volden meget lavere end nu, til
dels helt uanseelige, saa K lokkernes Lyd lettere bares til Volden.“