157 / 327
Meinungsgade havde haft, sit eget Støberi — et saadant var den Gang et
næsten uundværligt Tilbehør til alle Maskinfabrikker — saa vil det falde
naturligt at nævne Støberivirksomheden først, naar T itan’s Indsats skal om
tales. Derefter vil der blive redegjort for Udviklingen indenfor de andre
nævnte Afdelinger og sluttelig skal der kort fortælles om Virksomheden i den
yngste af T itan’s Afdelinger, den som er en Nydannelse uden Rod i de ældre
Firmaer, nemlig Textilmaskineafdelingen.
STØBERIET
Vor egen Tidsalder, Maskinernes, paastaas af mange at være blottet for al
Romantik, og naturligvis skulde dette i første Række gælde selve Ophavet til
Udryddelsen af dette Gode, om man saa maa sige, nemlig Maskinfabrikkerne.
Hvis Romantikken er uløselig forbundet med Straatag, skæve Vægge og klap
rende frønnede Møllehjul, saa finder man den naturligvis ikke paa en moderne
Maskinfabrik. Men der er i hvert Fald et Sted indenfor T itan ’s Omraade, hvor
det vil lykkes for de fleste at komme i den rette romantiske Stemning, i den
store Støberihal. Om det nu er Lyset, der gør det, det bløde Lys, som kommer
fra Vinduerne i Taget og fylder Rummet, højt som en Kirke, det dæmpede
Lys, som svøber de menneskelige Skikkelser i et malerisk Skær. Eller Ilden,
der altid øver sin særlige Tiltrækningskraft paa alle Mennesker, maaske som
en Arv fra Livet i Urtidens mørke Skove, Ilden, der her fremtræder som Jern,
flydende hvidglødende Jern, som strømmer ud fra Ovnen og spruder med
tusinde Funkler og Gnister, naar det rammer Bunden i Støbeskeerne, som de
kaldes. Baade de store, der er rummelige som Vaskekar, de der kan tage indtil
5-6 Tons smeltet Jern og som i tunge Kæder af Løbekranen føres hen til For
men, eller de smaa, af Størrelse som en almindelig Spand, dem to Mand ilsomt,
halvt i Trav, bringer til de mindre Formkasser, mens to andre straks har stukket
d e r e s
Ske ind under den stadige Strøm fra Ovnens Indre — Strømmen, som
lyser og kaster sit Genskær over Mændenes Ansigter og sodede Arbejdstøj.
Ikke sært dette koloristiske Motiv ofte har fristet vor Tids Malere.
Og den, som ikke finder det tiltrækkende at se Mennesker betjene en selv
nok saa indviklet og forbløffende Mekanisme, en Maskine — den som priser
det gode gammeldags Haandværk i Forhold til det moderne Industriarbejde,
han gaar heller ikke forgæves til T itan’s Støberi. Vel findes der Maskiner her,
som Løbekranen, der fører de tonstunge Støbeskeer til Formene, men efter at
Titan har nedlagt sit Maskinstøberi, er det hovedsagelig de faglærte Formere,
152