111 / 198
i detteSvar, som med den.Ubillighed og Ensidighed, der plejer
at være de væsentlige Elementer i en lidenskabelig Pole
mik, bebrejdede Foreningen, at den kun var „en Klub, der
var kommen til det Resultat, at lade det bero ved at skaffe
selskabelig Underholdning, og det var en ganske almindelig
Mening, at man fra den ikke kunde vente Andet end en
afgjort Vedholden ved det Bestaaende, selv om den skulde
beslutte sig til at opgive sin Uvirksomhed“ . Med Hentyd
ning til de forskjellige Forsøg, der af hans Forening vare
gjorte paa at faa Haandværkerforeningen med sig, fortsatte
han dernæst: „Naar de andre Foreninger henvendte sig til
den med Anmodning om at slutte sig til dem i en eller
anden Retning, fik man et koldt, afslaaende eller undvigende
Svar“ . Og som for ret at tilintetgjøre Foreningen under
Vægten af sin Anklage fremsatte han med fede Typer det
Spørgsmaal: „Hvorfor har den aldeles Intet forberedt, aldeles
Intet udrettet i de Aar, da den netop ved sin Mangel paa
Deltagelse i de store politiske Forhold havde saa god Tid?
Og med hvilken Ret kan den bebrejde Andre, at de have
taget fat paa det Arbejde, den selv har forsømt?“
Paa disse uretfærdige Beskyldninger ansaa Haandvær
kerforeningen det for ufornødent at svare. Men som for
at ingen Bebrejdelse af lignende Art skulde kunne frem
sættes mod den under de foreliggende Forhold, tog den med
dobbelt Kraft og Iver fat paa det Arbejde, som Situationen
krævede af den. Fra Februar 1856 var den i de følgende
to Aar i uafladelig Virksomhed.
Et Par Henvendelser fra Haandværkerforeninger i
Provinserne gav Anledning til, at Foreningen stillede sig i
Spidsen for disse. I Februar 1856 modtog den saaledes et
- 1 0 4 -