109 / 198
- 1 02 -
De Anskuelser om Næringsfriheden, som laa til Grund
for denne Forespørgsel, fandt Tilslutning hos alle de Talere,
som tog Ordet under Forhandlingen:
A. Hage, Grundtvig,
J. A. Hansen
og
Kayser.
Og det Samme var Tilfældet med
Indenrigsministeren, der erkjendte, at Spørgsmaalet om
Næringsfriheden var rejst med saa stor Styrke, at Rege
ringen ikke længere kunde lade være at optage det. Han
afgav derfor en bestemt Erklæring om, at han vilde lade
en Næringslov udarbejde, og tilføjede, at der ikke mere
skulde nedsættes en Kommission, men at han vilde overdrage
Arbejdet til en enkelt, dertil egnet Mand, hvorpaa han med
de øvrige Medlemmer af Regeringen af al Kraft vilde tage
fat paa Sagen. Manden, han valgte, blev, som alt nævnt,
Overretsassessor
Otto Midler.
Ministerens Udtalelse lod Intet tilbage at ønske i Tyde
lighed, og den kaldte alle Lavsforfatningens Yenner frem til
energisk Yirksomhed. Om ingen af disse gjaldt dette mere
end om Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn, der blev
Centrum i den hele Bevægelse mod Næringsfrihedens Ind
førelse, og hvis Liv i Aarene 1856 og 1857 næsten ude
lukkende fyldtes heraf. Foreningen kastede sig selv ind i
Kampen, den paavirkede og paavirkedes af Meningsfæller i
Provinserne, den viste nu ikke mere nogen Haand tilbage,
som den ventede kunde støtte den i dens Optræden, og den
organiserede i Virkeligheden en betydelig Bevægelse hele
Landet over, en Bevægelse, til hvilken der under Forhand
lingerne paa Rigsdagen blev taget Hensyn af ikke faa Med
lemmer, men som dog ikke var stærk nok til at dæmme
op for Tidens Frihedsstrømning.
Det første Udslag af Foreningens Yirksomhed i denne