HaandværkerforeningenKøbenhavn

- 9 7 -

der angav sit Hovedformaal at være: „at virke for Haand-

værks- og Arbejdsklassens aandelige og materielle Udvikling

og Velvære“, henvendte sig i Slutningen af 1853 til H å n d

værkerforeningen og opfordrede denne, ligesom den gjorde

ved andre Selskaber med mere eller mindre beslægtede

Formaal, til „at gribe Sagerne an paa een og samme Tid og

paa een og samme Maade fra flere Sider“ . Haandværker-

foreningen udbad sig nærmere Forklaring over, hvad der

mentes hermed, og „Folkevennernes Selskab“ oplyste da,

„at Næringslovgivningen lider af megen Brøst, og at flere

Reformer ere i høj Grad ønskelige, men det er ikke tænkeligt,

at didhensigtende Forslag snart ville fremkomme“ . Den

ønskede derfor en Sammenslutning af de Foreninger, under

hvis Omraade dette Spørgsmaals Behandling kunde siges at

høre, for derved „at skaffe deres Ord mere Indgang end

hidtil i den offentlige Mening og hos den lovgivende Magt“ .

Haandværkerforeningen svarede med at sende „Folke

vennernes Selskab“ Skriftet „Haandværksstandens Be

mærkninger“ og erklærede forøvrigt, at „der i denne Retning

for Øjeblikket ikke foretages noget Videre herfra, end hvad

der allerede skeet er“ .

Alt dette var imidlertid kun Varslerne, der gik forud

for Stormen. Endnu troede dog Ingen paa dens Komme,

ellers havde Haandværkerforeningen vel næppe ladet være

at modtage de Tilbud, som Oldgesellerne og Provinsfor

eningerne gjorde den. Uvejret brød løs, hurtigere end man

havde ventet. Det var den fortsatte Dyrtid, der gav An

ledning til dets Udbrud. En Række af Aarsager forenede

sig om at frembringe en ulykkelig økonomisk Tilstand, der

kulminerede i Krisen 1857. Mellem alle de mange forskjellige