100 / 198
- 93 -
tidsspørgsmaalet i Rigsdagen gav det endelige Stød til, at
Reformen af Næringsforholdene blev til Alvor.
Anledningen til, at Foreningen beskjæftigede sig med
Dyrtidsspørgsmaalet, gav et til den fra Assens indkommet
Forslag om en fælles Henvendelse til Kongen angaaende de
stedse stigende Priser paa Livsfornødenheder. Foreningen
foretrak dog at optræde selvstændigt i denne Sag. Da Loven
af 27de November 1853 gav Kommunerne Ret til indtil den
30te September 1854 at yde overordentlig Understøttelse
til dem, som under Dyrtiden blev trængende, besluttede
Haandværkerforeningen at henvende sig til Kjøbenhavns
Kommunalbestyrelse og opfordre denne til, naar den udøvede
den nævnte Ret „med Omhu og Omsigt (at) tage saadanne
Forholdsregler, at den egentlige Middelstand, Haandværkeren,
Fabrikanten og en stor Del Detailhandlende paa en efter
Omstændighederne passende Maade“ kunde blive delagtige i
de Lettelser, Loven skulde yde. Kommunalbestyrelsen ansaa
det imidlertid for „højst betænkeligt at organisere en slig
extraordinair Understøttelsesmaade“ og mente tilllige, at
Dyrtiden hvilede mindst trykkende paa Haandværkerstanden,
hvorfor den ikke kunde gaa ind paa Andragendet.
Ad den Yej opnaaedes der saaledes Intet, men til
Gjengjæld fik Foreningen en Impuls til ad privat Yej at
forsøge at lette Dyrtidens Tryk paa Haandværkerne. „En
høj Yelgjørerinde“ — Grevinde
Danner
— havde erfaret
den Skæbne, Foreningens Henvendelse til Magistraten havde
havt, og hun sendte den i den Anledning en Gave paa 300
Udi., som hun anmodede den om at anvende under Dyrtiden
til Bedste for uformuende og trængende Haandværkere.
Man besluttede da samtidig at indsamle frivillige Bidrag til