HaandværkerforeningenKøbenhavn

Raab paa Foranstaltninger, som kunde afhjælpe Nøden, lød

med stedse forøget Styrke Forlangendet om Næringsfrihed

som det bedste Middel, ved hvilket en virkelig grundig For

bedring lod sig tilvejebringe. Det er en Erfaring, som ogsaa

Nutiden har bekræftet, at under vanskelige økonomiske Til

stande paakalder man Statens Indgriben i Ordningen af

Næringslivet, og hver Tid har da sine Ønsker i saa Hen

seende. Snart gaa de i Retning af Næringsfrihed, snart i

den modsatte Retning, alt efter de Strømninger, som netop

da beherske Verden. I den her omhandlede Periode var

en stærk Frihedsstrømning oppe, og ganske naturligt maatte

den paavirke Stemningen til Gunst for Næringsfriheden.

Dyrtidens Indtræden hidrørte ikke fra noget enkelt

Forhold, men fra flere samvirkende Aarsager, og det Blad

havde sikkert Ret, der som saadanne angav: den mindre

gode Høst, Afspærringen af Udførselen fra de to store

Kornkamre: Østersøen og det sorte Hav, Krimkrigen,

Manglen paa Skibsrum, høje Fragter, en mislykket Sukker

høst o. Lign. Dyrtiden ytrede sig i de stigende Priser

paa Livsfornødenheder som Korn, Kjød, Smør, Kolonial

varer, Brænde, Lys, Olie osv., men det benægtedes ialtfald,

at den udover disse almindelige Virkninger særlig havde

ramt Haandværkerne i deres faglige Gjerning. Kjøbenhavns

Kommune havde i det Mindste en saadan Opfattelse, hvilket

fremgaar af dens Svar til Haandværkerforeningen og i det

Hele af dens Ulyst til at benytte de Love, der vare vedtagne

for at sætte Kommunerne istand til at lindre Dyrtidens Tryk.

Heller ikke Regjeringen mente oprindelig, at Næringslov

givningens Revision var det Middel, som i dette Tilfælde

kunde bringe Lægedom. Det Reskript, som Kongen udstedte