HaandværkerforeningenKøbenhavn

119

Den lste Oktober blev Lovforslaget indbragt i Fol

ketinget, og „saavel det Svar, Ministeren gav Deputa

tionen, der overbragte Adressen, som Formodningen om, at

Hs. Excell. vilde undlade at fremlægge for Rigsdagen dette

Aktstykke“, bragte Komiteen til den Beslutning selv at til

stille Rigsdagen sin Protest. Dette skete ogsaa, og Protesten

blev da ledsaget af en speciel Henvendelse, hvori Handels

og Haandværkerstanden udtalte, at den „var beredt til at

understøtte og fremme alle gode og nyttige Reformers

Gjennemførelse“, men samtidig erklærede den sig „paa det

Bestemteste imod Alt, hvad der skal bevirke en Kuldkastelse

af de nuværende Næringsbestemmelser, for hvis Nødven

dighed ogsaa aldeles Intet foreligger“ .

Adressens Underskrivere talte imidlertid for døve Øren.

Under de langvarige Forhandlinger i Rigsdagen, hvor Kampen

navnlig stod om Duelighedsprøverne, vare Næringsfrihedens

Venner i Majoritet, og de søgte, som allerede nævnet, saa

meget som muligt at svække Adressens Betydning. Naar

det i den særlige Henvendelse til Rigsdagen var gjort gjæl-

dende, at „Næringsstandens Formening i en Sag, der er dens

egen, først skulde afæskes den“, saa lyder det næsten som

et Svar herpaa, naar

Otto Müller

under Forhandlingerne i

Folketinget erklærede, at „Haandværkernes egen Stemme

i denne Sag er tvetydig og usikker, thi man kan ikke. være

Dommer i sin egen Sag“ .

Haandværkerstandens Komité maatte da se sig om

efter andre Maader, hvorpaa den kunde føre sin Sag igjen-

nem. Den synes en Tid at have sat sit Haab til, at

Rigsdagen vilde blive sluttet, forinden Lovforslagets Be

handling var bleven tilendebragt, i hvilket Tilfælde man i det