53 / 198
- 4 6 -
tilfredse med Opgaven i den Form, hvori den blev dem
forelagt. I en Skrivelse til Foreningen, hvori de lovede at
overtage Hvervet som Dommere, gjorde de opmærksomme
paa, at Spørgsmaalet efter deres Mening var stillet ensidigt,
saa at Skriftet „snarere vil blive, et Indlæg ffa den ene
Part i Sagen end en paa alsidig Drøftelse grundet Behandling
af dette vigtige Æmne“ . De tænkte sig derfor Muligheden af,
at deres Overbevisning kunde nøde dem til at lade en Bemærk
ning herom indflyde i Bedømmelsen, og da de forudsatte, at
dette kunde være Foreningen „mindre behageligt“, henstillede
de, om den desuagtet kunde ønske at bevare dem som Dom
mere. Foreningen svarede galant, at det nævnte Forbehold
„ingenlunde kunde være til Hinder for Sagen, men at
det tvertimod vilde gavne denne at blive undersøgt og be
lyst fra flere Sider“, og man føjede ovenikjøbet til, at dette
ogsaa maatte anses for Hovedformaalet med den udsatte
Præmie. Man havde saa meget mindre Betænkelighed ved
at stille sig saa imødekommende, som man samtidig fast
holdt, at den endelige Tildeling af Præmien bestemtes af
Repræsentantskabet.
Den 28de Marts 1843 afgav Bedømmelsesudvalget sin
Betænkning. Den lød paa, at tre af de indkomne Besva
relser „saavel paa Grund af deres Indhold som Form aldeles
ikke kunde komme i Betragtning“ . Men heller ikke den
fjerde Afhandling kunde Præmien tilkjendes, og der gives
en ret skarp Kritik af den, hvilken slutter med at udtale
om Afhandlingen i dens Helhed, at der i den savnes „over
hovedet en selvstændig Behandling af Stoffet“, saa at den
snarere synes at være „et Aggregat af enkelte Sætninger