HaandværkerforeningenKøbenhavn

- 5 0 -

kun faa Haandværksmestre have været vidende om, at nogle

Mænd udenfor Haandværksstanden i deres Iver for Indu

striens Fremme have ansøgt om en saadan Tilladelse“ .

Andragerne kunde ikke tænke sig Muligheden af, at Basar

privilegiet skulde kunne gaa ud paa, at alle Slags Haand-

værksarbejder fra hele Riget skulde kunne indsendes til

Forhandling i Kjøbenhavn, men da man maa være belavet

paa Alt, tænkte de sig dog, at noget Saadant kunde ske,

og „da, allernaadigste Konge! da ser Kjøbenhavns Haand-

værksstand sin fuldkomne Ruin imøde, da ere ikke blot

vore Rettigheder, men endogsaa vore i Deres Majestæts

Hovedstad Kjøbenhavn hjemlede Borgerrettigheder aldeles

fratagne os, da er Alt, hvad vi møjsommelig have arbejdet

for, da er vor hele Velfærd tabt, thi det vil være umuligt

for os at udholde Konkurrencen med Kjøbstædernes og

Landsbyernes Haandværkere, da baade Levnetsmidler, Hus

lejlighed, Folkeløn og alle Fornødenheder ere langt dyrere her

i Staden end andetsteds i Riget“ . Det er et lille Tidsbillede,

som disse Udtalelser give, men Andragendet fik ingen Be

tydning. I syv Aar plagede Industriforeningen sig med

Basarplanen, inden denne blev endelig opgiven.

Haandværkerforeningen slap saaledes med Skrækken

for, at der skulde blive oprettet „en stor Boutiqve“, hvori

Haandværksarbejder fra hele Landet, Hertugdømmerne med-

indbefattede, skulde kunne forhandles. Men den formaaede

heller ikke selv at realisere sine Planer om de forskjellige

ovennævnte „Magasiner“ . Forslaget om et „General-Magasin“

blev opgivet af Hensyn til „ de store pekuniære Kræfter, som

til Udførelsen udfordredes“ . Ligesaalidt lykkedes det at

faa Planen om et Magasin for Smede- og Gjørtlerarbejder