HaandværkerforeningenKøbenhavn

gen, saa tilfredsstillede den heller ikke dem, der stod paa

den modsatte Side.

Otto Müller,

der selv havde været

Medlem af Komiteen, oplyste nemlig, at han var uenig med

sine Kolleger, fordi disse ikke vare gaaede ud fra den An

skuelse, at Næringsfrihed burde indføres, men havde nøjedes

med at forlange, at dette Spørgsmaal atter skulde tages op

igjen efter tyve Aars Forløb, uden forøvrigt nærmere at

udtale sig om, hvad der til den Tid skulde ske.

Muller

mente nemlig: „at Næringsfrihedens Fordele ere saa til

strækkelig godtgjorte saavel ved Videnskaben som ved

Erfaringen, at man ikke skulde betænke sig paa at pro

klamere en paa dette Princip grundet Tingenes Tilstand

som det, hvortil man efter en vis Tids Forløb (5 å 10 Aar)

— han hyldede Tanken om en Overgangsperiode — burde

komme“ . Forøvrigt erkjendte han, at man i Forslagene

havde søgt at- fjerne det Skadelige ved Lavsvæsenet, og

mente, at der allerede vilde være vundet Meget ved at

følge Komiteens Forslag; men han tilføjede rigtignok: „Det

næste betydelige Skridt i samme Retning rnaa da nødvendig

vis bestaa deri, at Lavsvæsenet ophæves, og Næringsfrihed

indføres“ . Det blev ogsaa ham, der væsentlig kom til at

medvirke herved, idet han senere affattede Næringsloven,

og ham havde Haandværkerforeningen valgt til en af Dom

merne over Besvarelsen af de indkomne Forsvarsskrifter

for Lavsvæsenet!

Midt under den Bevægelse, som Lavskommissionens

Betænkning havde fremkaldt, indtraf der en Episode, som

yderligere bidrog til at ophidse de Modstandere af Lavs

væsenets Reform, der havde samlet sig i Haandværker-

- 6 4 -