HaandværkerforeningenKøbenhavn

saadanne Misbrug ikke blot forefalde ved Lavsinstitutionen.

Naar Haandværkerstanden derfor vil gaa med til saadanne

Forandringer, der ere svarende til Tiden, „har Lavsordningen

Krav paa Medborgeres Agtelse, Krav paa at bevares i en

saadan Form, at det betydelige Antal Individer, Mestere og

Arbejdere med Familier, henved et halvt hundrede Tusind

her i Staden, som ernæres ved Haandværksdrift, ikke vorde

givne til Pris for alle de Omskiftninger, Prøver og Vovespil,

som en Tilstand i Kraft af Komiteens Indstilling om en

forandret Næringslov vilde give Anledning og Midler

nok til“ .

Derpaa gjennemgaas Komiteens forskjellige Forslag, og

det er selvfølgelig ikke faa Modbemærkninger og Indven

dinger, der gjøres. Der er navnlig to Indstillingspunkter,

mod hvilke der ivres, og som baade vise Karakteren af

Komiteens Indstillinger og det Standpunkt, Lavene indtog

til disse. Komiteen havde vel foreslaaet, at Svendeprøverne

skulde bibeholdes, idet den dog ønskede Forskrifterne for

disse underkastede en Revision, men dertil havde den knyttet

den meget væsentlige Ændring, at det skulde være tilladt

at indstille sig til Mesterprøve uden iforvejen at have gjort

Svendestykke, naar den Paagjældende, idet han begjærede

at indskrives som Mester, umiddelbart forinden blev ind

skreven som Svend, samt at han ved at aflægge Mester

prøven ogsaa fik Adgang til en Svends Rettigheder. „Denne

Bestemmelse kunne Standens Medlemmer ikke tiltræde“,

hedder det ganske naturlig herom i Haandværkerforenin-

gens Indstilling. Svendeprøven er den bedste Attest for,

at Læretiden er udstaaet, og Komiteens Bemærkninger om,

at det som Regel vel kun blev de mere Velhavende, der vilde