HaandværkerforeningenKøbenhavn

6 6

eningen i et Anliggende, der ikke vedrørte den“ , det kaldtes

for „et upraktisk og ubeføjet Andragende“, og der sagdes

endvidere om det, at det „røbede et totalt Ubekjendtskab

til den bestaaende Tilstand“ . Man nøjedes imidlertid ikke

med' paa denne Maade at give Ondt af sig. Justitsministeriet

fik Underretning om, at det kunde vente en Modforestilling

fra Haandværkerforeningen, dennes Bestyrelse udarbejdede

en saadan, og i et Møde den 3djeMaj 1848, til hvilket man

ikke blot tog Oldermændene med, men ogsaa Oldgesellerne,

forelagdes Modforestillingen. Hovedargumentet i denne var,

at Hjælp af beslægtede Haandteringers Arbejdere jævnlig

fandt Sted, naar Nødvendigheden bød det, og at forskjellige

Domme endog havde hævdet Berettigelsen heraf, saa at

den Tilladelse, hvorom Industriforeningen androg, i Virkelig

heden var en alt længe bestaaende faktisk Tilstand. Og

Beretningen herom tilføjer derpaa: „Da saaledes Industri

foreningens Andragende er ligesaa ubeføjet som overflødigt,

billigede Forsamlingen den oplæste Modforestilling i Et og

Alt og meddelte skriftlig sin Bemyndigelse til Haand-

værkerforeningens Bestyrelse om at indsende samme til

vedkommende Ministerium paa samtlige Lavs og Svende

broderskabers Vegne.“

Man mærker af Tonen, som gaar gjennem Haandværker-

foreningens Udtalelser, i hvor høj G-rad denne følte sig irri

teret over Industriforeningens Optræden. Det er senere

blevet indrømmet af Mænd, som da tog levende Del i Be

givenhederne og forfægtede Haandværkerforeningens Stand

punkt, som f. Ex.

Laseniu-s Kramp

, at man „vel længe holdt

Tidens Luftning ude og isolerede sig fra Omverdenen“, lige

som han ogsaa flere Aar efter indrømmede, at den Ansku