44 / 311
42
e ller m ine A rv inger« ; m en hvo rledes dette Tilsyn
sku lde udøves va r ikke næ rm e re fastsat i Tundatsen .
Det slog da he lle r ikke fejl, at de r i T idens Løb
opstod Uenighed m ellem disse Kollegiets tvende Myn
d igheder, Konsisto rium og P a tron . Saalænge Ch ri
stophe r V a lkendo rf levede, v a r Muligheden af den
Art Fo rv ik linge r selvfølgelig ud e lu k k e t; over for ham
som Kollegiets Stifter og Universitetes Velgører va r en
Opposition fra Universitetets Side ikke tænkelig. Og-
saa u n d e r han s første Efterfølger i P a tron a te t, B rode r
sønn en
H
e n n in g
V
a l k e n d o r f
til G lorup og Søbogaard,
kongelig L en sm and til St. Hans og Munkeliv Klostre
i N o rge1), gik alt vel i mange Aar, idet P a tro n en
nem lig fo rho ld t sig overvejende passiv. I Aaret 1622,
da h an havde væ ret Kollegiets P a tro n i 21 Aar, frem
kom im id le rtid , ikke h an selv, m en h an s H ustru , F ru
Anne B rockenhuu s, m ed en for P ro fesso re rne uven tet
F o rd ring om Frem læggelse af Kollegiets R egn skab2).
P ro fesso re rne svarede lidet im ødekomm ende , at »Fun
datsen om sligt slet in tet formelder« — de v a r efter
Bogstaven he lle r ikke forpligtede til at aflægge Begn-
skab for P a tron en , endsige for han s Kone — og der
fand t ingen Begnskabsaflæggelse Sted.
Muligvis h a r P a tro n en haft en bestem t Hensigt med
pludselig at ville vide Besked m ed Kollegiets Status.
1 Marts 1624 forlanger h an nem lig alle Kollegiets
P eng e3), de r efter Funda tsen s Bud v a r udsat paa
Bente hos forskellige, opsagt hos disse og anb rag t
hos h am selv. Pro fesso rerne, der va r ængstelige ved
at anb ringe hele Kap italen paa eet Sted, m en ogsaa
næ rede Betænkelighed ved ligefrem at afvise P a tron en ,
kom derved i en pinlig S ituation ; i deres Nød h en
vend te de sig til Kansleren for at erfare h an s Mening,