173 / 205
169
har været »uartig«, som Protokollen gentagne Gange attesterer det,
er Julius Schiøtt. Altid oplagt til Løjer, altid i fuld Vigeur, slag
færdig og i velsignet Humør. Utallige er de barokke Affærer, han
lokkes ind i. Protokollerne vidner morsomt derom. 1 sine Indlæg altid
vittig paa andres Bekostning, men aldrig nogensinde saarende —
vi maa regne med, at Protokollerne er skrevet af Mænd og for
Mænd og derfor tit frimodige, men aldrig usømmelige. God Tone
holdes der Justits med.
De otte Protokoller, der blev skrevet ud i Schiøtts Tid paa Kolle
giet, er først og fremmest et sjældent rigt Dokument om Mennesket
Julius Schiøtt. Hans store Begavelse og varme Hjerte, og hans alle
rede dengang vel beherskede journalistiske Skrivefærdighed, placerer
ham naturligt som den, hvorom alle kunde samles. Et straalende
Midtpunkt har han været. »Lille af Vækst«, som han selv siger i en
af Protokollerne, da det bebrejdes ham, at han paa Læsestuen be
nytter Molbechs Ordbog som Stolepude; men som intelligens og
Pudsenmager af virkeligt Format.
Hvorledes tegner Billedet af Herman Bang sig? Har denne
Ener kunnet omgaas med nogen af sine Medalumner? Af Proto
kollerne synes det at fremgaa, at Schiøtt har været hans eneste
virkelige Ven paa Kollegiet.
21-8-1878 kundgør Læsestueinspektor Madsen: »Hr. Bang, der
havde slæbt Berlingeren bort paa ulovlige Enemærker, idømmes en
Bøde paa 10 Øre«. Schiøtt rykker omgaaende ud. »Til Forsvar for
min Ven Bang skal jeg tillade mig at gøre Inspektoren opmærksom
paa, at Bangs retslige Begreber har maattet lide under Hr. Juhls
Regimente som pro/constitueret Læsestueinspektor. Under dette Re
gimente herskede der nemlig saa idylliske Tilstande, at Hr. Bang
og Hr. Juhl ugenert »nøde« Bladene paa deres Hummere. Ærb.
Jul. Sch.«. Madsen, der var Læsestueinspektor paa fjerde Aar og
derfor en Mand med Autoritet, havde under Fravær overladt Læse
stuen til mindre strengt Opsyn. Perioden karakteriseres af Schiøtt
som Guldalderen i endnu en Forsvarsartikkel for Bang, der slutter
saaledes: »Endelig skal jeg vedblivende hævde, at Hr. Bang har
havt Hr. Juhls Tilladelse til at slæbe Aviserne op til sig hver Dag,
og at Juhl derved er Skyld i, at Bangs moralske Begreber om Ret