172 / 205
168
tog 1880 sin Embedseksamen i Fransk med Speciale i »sjofelt Old-
fransk«, som en elskværdig Medalumne kalder det. I sit senere Liv
hævdede han sig saare smukt som offentlig Personlighed, Pædagog.
Journalist og Studentersamfundsmand, og sluttede af som den folke
kære Direktør for Zoologisk Have i København.
Dengang som nu var Kollegiets officielle Samlingspunkt Anke
protokollen. Der besværer man hinanden med Drillerier og velind
smurte Stikpiller. Hverdagens Hændelser noteres ned, naar de strider
mod den eengang vedtagne Husorden: Aviserne der fjernes fra Læse
stuen, Slagsmaal, der dog aldrig har alvorlig Baggrund, men kun
er Løjer; ødselt Papirforbrug til »Bagvaskelse« paa det »søndre«
og det »nordre« ude i Haven fra den fælles Forsyning i en speciel
Skuffe i Læsestuen, som dengang hver Morgen fyldtes af den gravi
tetiske Embedsmand, Læsestueinspektoren; utilbørlig Mangel paa
Hensyn til den fælles Opholdsstues Atmosfære, en gammel og evig
ny Forseelse; og dengang som nu falder Bøderegnen mildt og
konstant over Synderne.
De gamle Protokoller giver et rigt og detaljeret Indblik i Kol-
legielivet og mer eller mindre fyldige Portrætter af dets Deltagere,
og tillader os at følge, som Regel betydelige Intelligenser, i de Aar,
hvor deres Personlighed frit begynder sin Udfoldelse.
Alumnebestanden var god. Blandt Alumnerne var M. H. E.
Tscherning, den siden saa bekendte Pariserlæge og senere Professor
i Oftalmologi ved Københavns Universitet, Alfred Christensen,
Balthasar Christensens Søn, den senere Overretssagfører og Politi
ker, hvis Kærlighed til Kollegiet paaskønnes ogsaa af de nuværende
Alumner, den ligeledes endnu levende Jurist, fhv. Civildommer I. K.
Tolderlund, den afdøde Skolemand og Filolog Valdemar Thore-
sen, kendt af alle sproglige Studenter, der har læst deres Cicero med
dansk Oversættelse ved Haanden, Sofisten og Teologen N. P. Chr.
Nielsen og hans Aands- og Kaldsbroder J. E. Madsen. Disse er for
uden Julius Schiøtt og Herman Bang Perioden 1877—79’s mest
fremtrædende Alumner.
Kollegiets levende Midtpunkt, den, der havde alles Venskab og'
Hengivenhed, den alle gør sig lystig over, og alle bærer over med
formedelst hans utrolige Evne til altid at være uskyldig, naar han