168 / 205
1 64
bar dets Navn (Bævere, Ravne, in casu P a d d er); de var følgelig
indbyrdes beslægtede. M an skelner mellem, hvad K. Helm : »Alt-
germanische Religionsgeschichte« kalder: entsagenden und genies
senden Totemismus, altsaa efter, om Totemdyret maatte spises eller
ikke. A t man inden for Padde-K lanen har spist Padder, muligvis
som et sæ rligt Festmaaltid med sæ rlig rituelle eller kultiske Cere
monier, antager jeg for sandsynligt; man finder nem lig hos Peder
Laale: »H v o der vil æde Padder, skal ikke være vammel«.
Totemdyret dannede G rundlaget for hele Stammens Organisation
og fandtes udskaaret paa en Totempæl. N aar Padde-K lanen ikke
har Totempadden som heraldisk Mærke paa deres Boplads, men
det valkendorfske Skjoldemærke, skal dette bero paa følgende Tra
dition, som endnu er levende paa Stedet: Paa Valkendorf har op
rindelig ikke boet Padder, de er først kommet dertil i sen historisk
T id ; h vorfra de er kommet, ved vi ikke; om de er kommet fra Sum
pene, om de er opstaaet ved Selvavl af forraadnede Skyer, Skarn
o. lign., hvilket man tidligere antog var Tilfæ ldet med Ukræ som
Padder o g Mus, Lopper o g Lus, eller om de virkelig som det naive
legendariske Sagn fortæ ller, er skabt a f Fanden selv, derom er
Traditionen tavs. Vi lærer dem først at kende i det Ø jeblik, de
pludselig træder ind paa H istoriens Arena. Hvorledes Padderne
erobrede Valkendorf, fortæ ller Traditionen udførligt. De Mennesker,
som før boede der, var muntre o g sorg lø se; de ansaa Padderne
for ganske uskadelige og u farlige paa G rund a f disses uudviklede
Intelligens (»disse D yr have lidet H jerne i H jerneskallen,« siger
B om are). Men da skete det, beretter Traditionen, at der opstod en
Padde med en abnorm, næsten menneskelignende H jern e; da den
hørte, at Padderne var m isundelige over det lykkelige Liv paa
Valkendorf, mens de selv levede en foragtet Skyggetilværelse i
Sumpen, satte den sig det M aal at erobre V alkendorf for Padderne,
o g ved List og Rænker lykkedes det den at organisere de ufor-
staaende Padder. An slaget lykkedes, og endnu den D a g i D a g bor
Padderne paa Valkendorf o g hersker der. Om de vil blive der eller
maaske en G an g vende tilbage til deres egentlige Element, det ved
vi ikke; men vi kan lytte til O rdsprogets V isdom : »Padden hopper
i Pølen, sad hun end paa en G u ldstol« (P eder Syv.).
I Forbindelse med denne Tradition maa je g nævne en interessant