34 / 173
28
hvorfor Mandskabet i Begyndelsen antog Moder for
Ejerinde af Skibet.
D e t var et stormfuldt Vejr, da vi
den 22de September indskibede os fra Hamborg, og det
vedblev i flere Dage, saa at Kapitajnen fandt det raade-
ligst at tage Kursen Nord om Skotland istedetfor igjen-
nem Kanalen. D ette var vor Frelse, da flere Skibe, der
til samme T id som vi afgik til Amerika, men passerede
gjennem Kanalen, d e r forliste. V o r Rejse, som nu kan
udføres i en fjorten D ag e og mindre, m ed tog sy v lange
Uger, men var ikke uden mange interessante Øjeblikke,
der endnu erindres.
Vort lille Skib dukkede som en
Svane let hen over Nordsøens høje Bølger, saa at vi
ofte kunde sidde paa Dækk et og nyde Søluften, og da
vor Kvæker-Kaptajn udførte sin Kommando med største
Stilhed o g Ro, var dette i høj Grad, beroligende. D en
12te Oktober havde vi det sidste Syn af Land, da vi
passerede mellem Shetlands og Ørkneyøerne, og efterat
disse Sid stes lange K lipperække var tabt af Syne,
saae vi i det Fjerne det ensomme Fjeld, kaldet »Mun
ken«, stige op af Havet, hvis overvæ ldende Øde blev
end mere alvorsfuldt ved dette Syn.
Men et langt
mere og anderledes gribende Syn viste sig en Nat,
da Kapitajnen til vor Forbauselse send te Bud og bad os
A lle komme op paa Dækk et for at se et Fænomen, som
han erklærede endnu aldrig at have været Øjevidne til
uagtet sine mange Rejser. Natten var mørk, men Havet
og Vejret fuldkommen stille, medens Skibsdækket, de
høje Master og de store udspændte Sejl vare oplyste
som ved Fakkelblus, idet der i Skyerne over Skibet
væ ltede sig en bred, dobbel Flamme-Bue lig en umaade-
lig bølgende Strøm, til samme Tid som Himlen til b e gg e
Sider forekom des mere dunkel og uigjennemskuelig.
Langt i det Fjerne, paa Horisontens yderste Grænse,
saaes den mest pragtfulde
Aurora Borealts,
som kan tæn