39 / 173
3 3
sin mest primitive Tilstand. V ed en uheldig Forsinkelse
af Vognen, der skulde tage os til den daværende Route
ad Erie Kanalen, udsattes vi for at komme for sildig til
Baaden og havde da kun V alget mellem enten at for
blive tre hele D ø g n i den usle Landsby Utica (nu en
stor og blomstrende By) eller at stole paa en Forsikring
af Agen ten for denne nye Vej, at ville bringe os i kor
tere Tid til Niagara end med Kanal-Baaden. Min Fader
slog til, da A g en ten tilbød selv at tage med Diligencen,
der var fortrinlig og ny. Efterat have passeret en Strækning
af 18 Mil over
The roman sivamps,
en Ørken, kom vi
ind i Skoven — en snever Vej, dannet af utilberedte
Træstammer, lagte paa tværs, og hegnet af den uigjennem-
trængelige, tæ tgroende Skov, hvis Grene slog ind i Vognen,
imedens Skovbunden var et Morads. Solen dalede, Mør
ket faldt paa, Frygten for vilde Dyr opstod, men takket
være Indianerne, der nok havde udryddet disse, slap vi
med Skrækken og naaede endelig et Skovhugger-Værts
hus, som Agen ten benævnte »Hotellet i Vienna«, enB y ,
der endnu kun existerede pr. Spekulation, men som nu
maaske er i V irkelighed opstaaet. Glade vare vi dog
ved Nattely, og næste D ag fortsatte vi ved Daggry vor
eventyrlige Rejse gjennem Urskoven, hvor vi blev Øje
vidner til de ulykkelige Skovhuggeres rædselsfulde Exi-
stens i disse forfærdelige Sk ov e og deres Kamp med
de mægtige Trær, som de havde svært ved at fælde
ved Ild og Øxe. H ele Strækninger stod de høje Stam
mer brændte til Kul, førend Ø xen kunde fælde dem til
Jorden.
Naar Vejen gik over en nogenlunde klaret
Højde, saae man u d o v e r et Hav'af Skove og atter Skove,
saa vidt Øjet kunde skimte. Endelig, efter 12 Timers
Kjørsel, naaede vi ud af Skoven til O swego, en Havn
ved Ontario-Søen. Her fandt vi et prægtigt Dampskib,
der tog os ombord og bød os herlig indrettede private
3