42 / 173
36
o g synes ret at være en hellig Lund, bestem t kun for
Andagt og T ilbedelse. Ej er det at undres over, om
Steder som dette have i en fjern overtroisk Oldtid ind
gyd t M ennesket en hellig Æ refrygt og Troen paa, at de
vare Guders særlige Opholdsted. Sandelig, en herligere
og mere glimrende Throne end N iagara-Vandfaldene
kunde ikke tænkes for Guden Neptun, ej heller et mere
paradisisk Opholdssted for Havets Nymfer eller Skovens
Alfer end denne yndige
0
med den stille Lund, svøm
mende midt imellem de mægtige Vandfald, hvor en evig
Musik lyder af Fugles Kviddren og Kilders sagte Rislen,
led saget af Vandfaldets dybe Bastoner og Bølgernes
stadige Takt-slag.
Saaledes var det Indtryk, denne Naturscene frem
kaldte hos mig, da vi vare der. Senere, ak! er m eget
af det Skjønne forandret ved B ebygg else, ved store A n
læg og den V indskibelighed, der trænger sig hen over
alt, hvor store Naturkræfter kunne benyttes med Fordel.
Terrapin-Taarnet, som længe stod imod, er nu ogsaa
forsvundet og dermed maaske Niagaras m est imponerende
Punkt.
Fra Niagara to g vi til Buffalo, en Søstad ved Erie-
Søen, og derfra hjem gjennem New -Yorks og Pennsyl-
vanias yndige Egne.
M in B r o d e r s S tud en teraa r .
Med 1840 b egynd te et Aar, fuldt af Bekymring for
o s A lle. Min Broder havde Aaret i Forvejen fuldendt sit
Kursus ved Philadelphias Universitet o g længtes efter at
tage fat paa nyt Arbejde. Han havde tænkt paa at
kunne bane sig en Levevej som Ingeniør i Amerika,