41 / 173
af Vandfaldet. D a Fader følte U lyst til at gaae derover,
gik jeg alene. Broen, som fører ud til Taarnet, har intet
Rækværk, men var bred og stærkt bygg et og kan pas
seres med fuldkommen Sikkerhed, uagtet Vandet strømmer
med rivende Fart under den. Jeg ilede hurtig over, steg
op ad den mørke V indeltrappe og gik ud paa Galleriet,
der omgiver Taarnet. Her stod jeg indhyllet i en Støv
regn,
the spray,
og saae ned i det frygtelige Svælg, hvori
Vandfaldet styrter sig, medens Bølgerne slog vildt mod
Taarnet, saa det rystede. En rædsommere skjøn Scene
kan vistnok ej tænkes. Overalt omkring de vilde Bølgers
Rasen, i det Fjerne den umaadelige Indsø, nærmere de
skovkrandsede Øer o g Kyster, Vandfaldets vidunderlig
glimrende Farvepragt, Taagen, der stiger som en Sky
støtte op fra D yb et, Vandfaldets frygtelige Larm, der
snart lyder som en fjern Tordens Rullen, snart som dybe
Drøn fra Underverdenen — A lt dette forenet er over
vældende i sin Virkning paa Sandserne. Man bæver,
man svimler, og dog stod jeg længe tabt i navnløs Be
undring, lænende mig begjærlig ud over Rækværket af
Galleriet og stirrende ned i det kogende Svælg. En
ubeskrivelig Fø lelse greb mig, mit Hjerte bankede, det
var, som om jeg maatte styrte mig ned i den rædsomt
pragtfulde Grav — var det Begyndelsen til den Svimmel
hed, som sig es at være saa uimodstaaelig? Med Magt
rev jeg mig bort fra Taarnranden, løb ned ad Vindel
trappen og tilbage over Broen til Fader og Therese, der
ventede ved Nedgangen, og hvem jeg naaede, ligesom
forfulgt af usynlige Aander, uden at have vovet at kaste
et eneste Blik tilbage . . .
Goat Island,
der strækker
sig fra Randen af de Klipper, der danne Vandfaldene,
som styrte ned paa b egge Sider af denne skovdækte,
yndige
0
, er ligesom befæ stet af Havets mægtige Bølger