48 / 173
4 2
hjemme, men ogsaa fordi hans danske Venner og Slæ gt
ninge forsikrede ham om de store Vanskeligheder, der
vilde være forbundne med at opnaae nogensomhelst Em
bedsstilling i Danmark, selv med de bedst bestaaede
Examiner, og ialfald først efter lange Aars V enten. Han
blev derved tvungen til at opgive Ønsket om at studere
i Danmark og at opnaae An sæ ttelse under sit Lands R e
gering. Begivenhederne skulde imidlertid føre ham der
til og i en ganske forskjellig Retning.
I Foraaret af 1842 var han noget ubestem t med
Hensyn til sin Forbliven i Berlin, eller om han skulde
gaae til et af de andre tyd sk e Universiteter, da hans vig
tigste Formaal i Berlin havde været at høre Savigny,
hvis klare og tydelige Fremstillingsmaade han beundrede,
men Savigny blev just udnævnt til Justitsminister og op
gav for altid sine Forelæsninger. Imidlertid besluttede
min Broder sig dog til at blive i Berlin i Haab om, at
Puchta fra Leipzig og Miihlbruck fraGottingen vilde komme
i Savignys Sted, o g bestem te sig i det følgende Sem ester
tillige til at høre Professorerne Marheinecke, Werder,
Twesten, Heydemann, Grimm og Rudorff foruden A stro
nomen Encke og Botanikeren Knuth. Han vilde benytte
Lejligheden til at høre saa mange af Tydsklands store
Lærde, som hans Tid tillod, i disse hans glade U n g
doms Aar.
Om Videnskabernes Dyrkelse i Tydskland bemærker
min Broder i et af sine Breve fra den Tid: »Tydskerne
have i Sandhed bragt Tænkekraften til dens højeste Grad,
thi de have bragt den til dens Grændse, og hvor sandt
det end er, at enhver sund Fornuft maa bortkaste den
H egelsk e Filosofi som en, der ikke kan opnaae de Ting,
den mener at have, saa maa man dog studse med Undren
over den skarpe, fine Tankegang, der synes næ sten over
menneskelig, som løber igjennem hele dens System . D et