51 / 173
4 5
siger han i sit Brev, »det er det Triste ved Ensomheden,
at saadanne Nydelser, som vinde dobbelt ved Samtale
og gjensidig Erindring, maa man undvære. Jeg kommer
hjem, begejstret af Beundring, og sætter mig stille ned
i mit tomme Værelse, hvor det ej tager lang Tid
to
cooldozvn.
Hvad er,« vedbliver han, »dog egenlig Musiken ?
Behag for Øret er kun en ringe Del af, hvad Tonerne
bringe o s ; thi var dette Alt, saa vilde Alt, naar der blot
var Takt og Harmoni, behage. Hvad Øret lærer, er
kun Tonesprogets Grammatik, men vækker det Følelserne,
udtale disse sig i Toner — hvor forunderlig viser sig da
Menneskets Natur! Som et Strengespil med Sorgens,
Glædens, Vemodens, Begejstringens Tonestrenge, der
lyde efter Tankens Gang.«
Den dramatiske Kunst frembød i Berlin ogsaa en
interessant Adspredelse for min Broder. Han saae der
sin Yndlingspoet Schillers Stykker mesterlig opførte, især
»Wallensteins Tod«, ogsaa Gothes »Faust« og Lessings
»Nathan der Weise«, om hvilken sidste han bemærker,
at »kun i Tydskland kunde man vente at see et moralsk,
didaktisk Stykke som dette, hvis Skjønhed ligger i dets
filosofiske Betragtninger, og hvis Interesse i Udførels'en
af en Idee, blive lyttet til med saa megen Taalmodig'hed
og Opmærksomhed af et blandet Publikum, som var Til
fældet.« Blandt de dramatiske Opførelser i Berlin i denne
Vinter nævner han især en Prøve, man foretog med at
give paa Theatret de gamle græske Tragedier. Man
begyndte med Sofokles’s »Antigone«, hvortil hele den
arkæologiske Kundskab i Landet var benyttet, for at
Fremstillingen kunde blive saa nøjagtig som muligt. Skue
pladsen dannede en Plads, indesluttet af Marmorbygninger
i dorisk Arkitektur; foran gik en Trappe ned til Koret,
som repræsenterer Tilskuerne og bestaaer af gamle Mænd,
der forklare Stykkets Fremgang, udtale Moralen af Hånd-