52 / 173
4
6
lingerne, dømme og give Raad til Karaktererne i Stykket,
naar disses Handlinger stride imod Fornuft og Dyd, og op
fylde den Tid, som vi kalde Mellemakterne, med Sang over
Tragediens Moral. »Der er noget højst Poetisk i Brugen
af Koret paa denne Maade. Schiller har søgt i »Die
Braut von Messina« at bruge Koret, men har fejlet ved
ikke at holde sig strengt til det Gamle, nemlig ved at
gjøre det til medvirkende i Stykket i Stedet for til Til
skuere, der dømme og udtale deres Mening. Jeg tvivler
ikke om, at det gamle græske Chorus jo kan blive brugt
med Fordel ved det nyere Drama, men for at begribe det
maa man see dets Virkning ved en virkelig Opførelse.«
Han havde saaledes mange Adspredelser i Berlin
foruden den Interesse, han tog i sine Studeringer, og
hvorom han udtaler sig i sit Brev af 2 ide Maj dette Aar:
»Jeg seer paa de Aar, jeg har at tilbringe ved Univer
siteterne i Tydskland, med den største Tilfredshed og
Glæde, da jeg veed, hvor meget det vil gavne mig i at
erhverve et godt Grundlag til at bygge paa. Og hvad
Adskillelsen fra Eder Alle angaaer, da vil den dog ej
blive saa frygtelig, som vi have tænkt os, thi hvor Kjær-
lighed er saa inderlig som mellem os, er ingen Frastand
stor nok til at sætte Skranker for Tanken — daglig at
sees er ej nødvendigt for at tilfredsstille Følelserne, thi vi
kunne see i hverandres Hjærter og vide, hvad der slaaer,
og kunne fremkalde et levende Tankebillede, naar Læng
selen opstaaer.« Og han har Ret, den kjærlige Broder.
Vi have maaskee aldrig været mere i hinandens Tanker
end netop under Fraværelsen, og det ej blot dengang,
men i hele Livet, og selv nu, da Graven dækker over
ham, vore elskede Forældre og en kjær Søster, føle vi
To, der ere tilbage, at vi leve ganske i Tankerne med
dem, lige som deres Aand vist er med os — Savnet
vilde ellers dræbe.